• Læs mere om:
  • Miljø og sikkerhed
  • Marked og mærker
  • Nye modeller
  • Konceptbiler
16. april 2008 - Hyundai

i10 vil ind i kampen

Hyundai i10 lanceres 26. og 27. april

Hyundai
Så vil Hyundai også have en bid af det svulmende småbilsmarked. Og modellen i10 er det våben, der trækkes frem.

Europæisk inspireret design, rummelig, nem at køre og parkere, billig i drift og lav CO2-udledning. Den nye Hyundai i10 er hverdagens handy og charmerende partner, mener importselskabet. Med en længde på blot 3,57 meter kommer den nemt rundt i byen og stiller ikke store krav til p-pladsens størrelse. Med en CO2 udledningen på blot 114 g/km (diesel-versionen) udviser Hyundai i10 desuden også hensyn til miljøet.

Med en akselafstand på 2,38 meter er der tænkt på komforten både foran og bagi. Der er fem trepunktsseler, Isofix-beslag og fem højdejusterbare nakkestøtter. Den store bagklap gemmer på et 225 liters bagagerum, der kan udvides til 910 liter, når hele splitbagsædet (60:40) lægges ned.

I det daglige vil man også glæde sig over en mængde aflægningsrum - blandt andet handskerum, opbevaringsbakke i midterkonsollen og kopholdere. Der er elruder foran og en integreret RDS-radio med cd-afspiller og seks højttalere med mulighed for at tilslutte en mp3-afspiller eller en iPod. I Comfort-modellerne kan man derudover nyde fjernbetjent centrallås med alarm, elspejle, ekstra skuffe under passagersædet m.m.

Helt nyt design
Det første, man lægger mærke til, er det europæisk inspirerede design, som efterhånden er et 'must' i den benhårde konkurrence. Fronten er kompakt og sporty med store skrå forlygter. Fælge og fenderlister er afstemt til resten af designet.

Opbygningen af kabinen er ny, og radioen er integreret i frontpanelet. Lige under er gearstangen monteret i midterkonsollen, så den nærmest falder ind i håndfladen. I det hele taget føles alt på rette sted, når man sidder i det komfortable førersæde, mener importøren.

Langt på literen - lav CO2
Der er mulighed for at vælge imellem to motorer, der begge er meget økonomiske i drift. De er kvikke i byen og kan nemt følge med på motorvejen. 1.1 liters motoren kører 20 km/l ved blandt kørsel efter EU-normen, har 66 hk, og CO2 udledningen er blot 119 gram pr. kilometer.

1.1 liters dieselmotoren kører hele 23,3 km/l ved blandet kørsel jvf. EU-normen og har 75 hk, mens CO2 udledningen er nede på 114 g/km. Dieselmotorens meget effektive brændstofudnyttelse skyldes kombinationen af brændstofindsprøjtning ved højt tryk og variabel turbogeometri, der tilfører den helt rigtige mængde luft. 

Meget sikkerhedsudstyr
Sikkerhedsselerne foran har selestrammere, og de to forreste airbags er 'depowered', så risikoen for skader, når de aktiveres, er minimal. De to sideairbags dækker også i hovedhøjde foran.  Karrosseriet er forstærket, og fodgængersikkerheden øget ved hjælp af en stødabsorberingszone foran.

Hyundai i10 har skivebremser både foran og bagi, så bremselængden optimeres. Diesel versionen har ESP (elektronisk stabilitets program) med antispin funktion som standard. 

Åbent hus den 26. og 27. april
Den nye model introduceres i Danmark ved et åbent hus hos de autoriserede Hyundai forhandlere i weekenden den 26. og 27. april.

Hyundai i10 fås i to udstyrsversioner, Classic og Comfort. Priserne ekskl. levering og evt. metallak er:

Hyundai i10 1.1 benzin Classic 99.995 kr. 
Hyundai i10 1.1 benzin Comfort 109.995 kr.
Hyundai i10 1.1 CRDi Classic 124.995 kr.
Hyundai i10 1.1 CRDi Comfort 134.995 kr.

Alle priser er ekskl. metallak kr. 3.998,- og leveringsomkostninger kr. 3.580,-

Udstyrsspecifikationer med mere vil i forbindelse med premieren kunne ses på www.hyundai.dk

BILPRISER.DK'S NYHEDSBREV

Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag.

Nyhedsbrev

Nyt fra Bilpriser.dk

Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag


Siden 1999 har Bilpriser.dk været danmarks førende kilde til vurdering af brugte biler. Alle vurderinger er baseret på BilpriserPro Prisberegning, bilbranchens uafhængige værktøj til bilvurdering.