• Læs mere om:
  • Miljø og sikkerhed
  • Marked og mærker
  • Nye modeller
  • Konceptbiler
30. juni 2008 - Ankenævn for biler

En ud af fem fik ret

En forbruger fik ret ud af fem sager i Ankenævn for biler

Ankenævn for biler tager sig af klagesager vedrørende biler over 100.000 kr. Ankenævn for biler tager sig af klagesager vedrørende biler over 100.000 kr.

Ankenævn for biler
De første afgørelser i Ankenævn for biler er faldet og viser, at ankenævnet er et alternativ til en lang opslidende retssag.

Fem sager var til behandling, da Ankenævn for biler traf sine første afgørelser.  To sager faldt ud til virksomhedens fordel, en til forbrugerens, mens to sager blev afvist. De to sager, hvor virksomheden fik medhold, omhandlede fortrydelse af et bilkøb og ophævelse pga. reparationer af en bil, mens en forbruger fik medhold i en sag om, at en forbruger ved et salg til en forhandler ikke kan drages til ansvar for, om en tidligere reparation er udført korrekt,
med mindre det er aftalt, eller der er givet urigtige oplysninger.

”Afgørelserne fra det første møde vidner om, at Ankenævn for biler kan hjælpe til, at der kommer en hurtig og billig afgørelse i en tvist mellem en forbruger og en forhandler eller et værksted”, siger Thomas Møller Thomsen, formand for Ankenævn for biler.

To af de fem sager, der var til behandling, blev afvist. Begrundelsen var henholdsvis, at der var for stor bevisusikkerhed omkring det faktiske hændelsesforløb, og at problemet i sagen var opstået før den skæringsdato, der er for at behandle sager til ankenævnet. Hverken forbrugeren eller forhandleren vil blive opkrævet sagsbehandlingsgebyr for de afviste sager.

Der er til dato indberettet næsten 100 sager til Ankenævn for biler. Erfaringerne fra de første par måneder har dog vist, at det er langt fra alle sager, der vil komme til behandling i selve ankenævnet. Dels omhandler nogle sager problemer fra før ankenævnets etablering, dels har virksomheden og forbrugeren mulighed for at indgå forlig undervejs.

”Forbrugerne har taget ankenævnet til sig, og det høje antal af indberetninger viser, at der har været et behov for et alternativ til domstolene. Der har været lidt længere sagsbehandlingstid end ønsket, både i forhold til den tid parterne har haft til at indgå forlig og til nævnet har truffet deres afgørelse. Vi anser det dog primært som et indkøringsproblem, og der er allerede en række tiltag i gang, så vi kan opretholde målet for sagsbehandlingstiden”,  siger Thomas Møller Thomsen.

En tredjedel af de indberettede sager omhandler virksomheder, der ikke er med i Ankenævn for biler. Disse sager vil kun kunne behandles i Ankenævn for biler, hvis virksomheden på forhånd accepterer ankenævnets betingelser om at efterleve ankenævnets afgørelse.

Man kan læse mere om Ankenævn for biler på www.bilklage.dk

Fakta - De fem afgørelser i Ankenævn for biler

1. En forbruger ønskede at annullere købet af en bil, fordi han havde fortrudt købet. Ankenævn for biler gav forhandleren medhold i, at købet ikke kunne annulleres, da forbrugeren havde indgået en bindende købeaftale ved slutseddel, og da der ikke var noget retligt grundlag for at træde tilbage fra aftalen. Forhandleren havde derfor krav på erstatning af sin mistede avance.
 

2. En forbruger ønskede at ophæve køb af bil, da den var blevet repareret flere gange inden for kort tid. Ankenævnet gav forhandleren medhold, da det ikke kunne dokumenteres, at der oprindeligt havde været mangler ved bilen, som enkeltvis eller samlet kunne betegnes som væsentlige. Desuden kunne det ikke dokumenteres, at forhandleren havde brugt gentagne afhjælpningsforsøg på den samme mangel, eller at forhandleren afhjælpningsforsøg havde
påført forbrugeren uforholdsmæssig ulempe.

3. En forhandler krævede erstatning for en bil købt af en forbruger, fordi tandremmen ikke var udskiftet korrekt, og bilen derfor havarerede. Forbrugeren fik medhold i, at han ikke skulle betale erstatning, da forbrugeren kun havde skrevet under på, at tandremmen var udskiftet, men hverken havde afgivet urigtige oplysninger eller garanti for kvaliteten af det udførte arbejde.
 

4. En forbruger ønskede ikke at betale en reparationsregning, da der efter forbrugerens opfattelse var tale om en garantireparation. Ankenævnet valgte at afvise sagen, da der var stor bevisusikkerhed omkring det faktiske hændelsesforløb, og sagen derfor ikke var egnet til behandling ved nævnet. 

5. En forbruger hævdede ikke at være forpligtet i henhold til en underskrevet slutseddel. Efterfølgende blev forbrugeren afkrævet erstatning fra forhandleren pga. uretmæssig ophævelse. Ankenævnet afviste at behandle sagen, fordi alle retligt afgørende omstændigheder i sagen havde udspillet sig før den skæringsdato, der er for at
behandle sager i ankenævnet.
 

Fakta – Ankenævn for biler

Ankenævn for biler er bygget op omkring hjemmesiden bilklage.dk
Ankenævnet er etableret af FDM og samtlige organisationer inden for salg og reparation af biler.
Ankenævn for biler er et supplement til det nuværende offentlige klagesystem.
Ankenævnet baserer sig på, at bilejer og virksomhed søger en forhandlingsløsning, inden en egentlig klagebehandling gennemføres.
Det vil være den tabende part, som afholder sagens omkostninger, hvor forbrugerens omkostninger makismalt kan beløbe sig til depositummet på 500 kr. plus eventuelle udgifter til en sagkyndigerklæring hos en af Ankenævn for bilers tilknyttede sagkyndige virksomheder.

BILPRISER.DK'S NYHEDSBREV

Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag.

Nyhedsbrev

Nyt fra Bilpriser.dk

Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag


Siden 1999 har Bilpriser.dk været danmarks førende kilde til vurdering af brugte biler. Alle vurderinger er baseret på BilpriserPro Prisberegning, bilbranchens uafhængige værktøj til bilvurdering.