• Læs mere om:
  • Miljø og sikkerhed
  • Marked og mærker
  • Nye modeller
  • Konceptbiler
8. september 2008 - Ankenævn for biler

Fire klager afvist

Ankenævn for biler har gennemgået seks nye klagesager

Ankenævnet for biler kontaktes via www.bilklage.dk Ankenævnet for biler kontaktes via www.bilklage.dk

Bilklage.dk
Ankenævn for biler, der behandler klager over bilkøb over 100.000 kroner og regninger over 1.500 kroner, har på sit seneste møde vurderet seks nye, indkomne sager. Virksomhederne vandt de fire, en forbruger vandt én og én sag endte med delvist medhold til forbrugeren.
De seks sager er meget forskellige:

Bilen svarede til det aftalte
En forbruger får forevist en fabriksny bil, prøvekører den og får bilen leveret. Efterfølgende klager forbrugeren over, at bilen ikke har det udstyr, som fremgår om modellen på importørens hjemmeside. Der mangler alufælge, el-ruder bag og en speciel radio. Nævnets flertal (formand og brancherepræsentant) finder, at bilen er leveret som aftalt og svarer til den foreviste og prøvekørte bil. Et mindretal (forbrugerrepræsentanten) finder, at bilen ikke svarer til det på importørens hjemmeside oplyste, og at der derfor foreligger en mangel.
Forbrugeren fik ikke medhold i sagen.

Ingen relation til værkstedet
En forbruger klager til et værksted over en motorreparation. Imidlertid er værkstedet underleverandør til et andet værksted, hvor forbrugeren oprindeligt indsatte sin bil til reparation.
Forbrugeren var faktureret fra det værksted, hvor han indsatte bilen, og hvorfra han senere hentede bilen. Nævnet traf afgørelse om, at der ikke består nogen direkte kunde- og kontraktsrelation mellem forbrugeren og det indklagede værksted, og forbrugeren fik derfor ikke medhold i sin klage.

Dokumenterede misbrug
En forbruger klagede over, at fabriksgarantien ikke dækkede en defekt gearkasse på en fem måneder gammel bil. Forhandleren begrundede afvisningen med forbrugerens misbrug af bilen og fremlagde en udskrift fra motorens elektroniske styreboks som viste, at motoren var overdrejet 255 gange og havde været oppe på et omdrejningstal på 8.840 o/min, hvor det røde felt starter ved 6.750 o/m. Nævnet fandt det på denne baggrund sandsynliggjort, at gearkassedefekten skyldes forbrugerens misbrug af bilen, og forbrugeren fik derfor ikke medhold.

Motorskift ikke en mangel
En 10 år gammel bil, som havde kørt 153.000 kilometer, havde fået udskiftet motoren af tidligere ejer ved 83.500 kilometer, hvilket fremgik af bilens servicebog. Dette motorskift var ikek en defekt.

Bilkøb ophævet for defekt
Ved køb af en ny bil til i alt 238.750 kroner bestilte en forbruger samtidig et originalt navigationsudstyr til 24.500 kroner. Da forhandleren, trods fire afhjælpningsforsøg, ikke kunne få navigationsudstyret til at fungere, klagede forbrugeren med krav om ophævelse af købet.
Nævnet fandt, at der var tale om en væsentlig mangel, og lagde vægt på, at udstyret værdimæssigt udgjorde cirka 10 procent af bilens samlede værdi. Forbrugeren kunne derfor hæve handlen og få den betalte købesum tilbage, dog fratrukket en nytteværdi på 0,75 kroner per kørt kilometer.

Uklar mundtlig reparationsaftale
Parterne havde aftalt en udskiftning af tandremmen, men på grundlag af parternes modstridende forklaringer var det ikke muligt at fastslå, at der fra indklagedes side skulle være afgivet et bindende tilbud på 4300 kroner for reparationen. Fakturaen lød på 14.111 kroner. Klageren skal derfor betale, hvad der er gængs pris, og i øvrigt må anses for rimeligt, jf. princippet i købelovens § 72. Nævnet fastsatte skønsmæssigt betalingen til 12.000 kroner.

Fakta om Ankenævn for biler

Ankenævn for Biler er autobranchens netbaserede ankenævn for bilejere, som behandler forbrugerklager i forbindelse med køb af en bil for over 100.000 kroner eller en værksted/serviceregning over 1.500 kroner. .Problemet skal være opstået fra og med 3. december 2007.

Bag nævnet står:

• FDM
• De Danske Bilimportører
• Den Danske Bilbranche/DI
• Danmarks Automobilforhandler Forening
• Dansk Bil Forhandler Union
• Centralforeningen af Autoreparatører i Danmark
• Sammenslutningen af Karrosseribyggere og Autooprettere i Danmark
• Foreningen af Auto- og Industrilakerere
• Dansk Autoglas

Ved nævnsmøder deltager en branche- og forbruger-repræsentant, samt formanden for nævnet, juridisk professor Palle Bo Madsen.

Hjemmeside: www.bilklage.dk

BILPRISER.DK'S NYHEDSBREV

Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag.

Nyhedsbrev

Nyt fra Bilpriser.dk

Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag


Siden 1999 har Bilpriser.dk været danmarks førende kilde til vurdering af brugte biler. Alle vurderinger er baseret på BilpriserPro Prisberegning, bilbranchens uafhængige værktøj til bilvurdering.