• Læs mere om:
  • Miljø og sikkerhed
  • Marked og mærker
  • Nye modeller
  • Konceptbiler
25. august 2010 - FDM

Fem stjerner til fire biler

Suzuki Swift, Hyundai ix35, Citroën C4 og Honda CR-Z er meget sikre biler.

Suzuki Swift i nyeste aftapning får 5 Euro NCAP-stjerner. Suzuki Swift i nyeste aftapning får 5 Euro NCAP-stjerner.

FDM
5 stjerner til alle 4

Der er ikke det store at komme efter i Euro NCAPs nyeste kollisionstest. Alle 4 biler i testen får de maksimale 5 sikkerhedsstjerner. Det gælder minibilen Suzuki Swift og familiebilen Citroën C4 samt SUV’en Hyundai ix35 og hybridbilen Honda CR-Z. For Suzuki og Hyundai er det en fremgang fra 4 stjerner fra den foregående model bedømt under nogle lidt andre regler.
”Den nye række crashtestresultater fra Euro NCAP viser en glædelig udvikling, hvor vi ser stadig flere biler opnå topkarakteren 5 stjerner. Derfor skal resultatet ikke ses som et udtryk for, at kravene til nye biler er sejlet agterud, snarere at bilproducenterne nu har rettet ind efter de skrappe krav”, siger Søren W. Rasmussen, FDMs sikkerhedsrepræsentant i Euro NCAP-samarbejdet.

Der er stadig plads til forbedringer
Resultaterne er dog ikke bedre, end at der stadig plads til forbedringer. Alle 4 biler klarer frontalkollisionen i fin stil, mens resultatet ikke er imponerende i den barske pæletest. Beskyttelsen i brystområdet er kun middelmådig i Swift og ix35, mens den i C4 er direkte svag. C4 er også ene om at have en middelmådig piskesmældsbeskyttelse.
”Den særligt hårde pælestest afslører visse svagheder i sidebeskyttelsen, ligesom hovedstøtterne stadig konstrueres for lemfældigt som i f.eks. Citroën C4. Alle de fire testede biler har opnået en karakter, der udløser det særlige fradrag i registreringsafgiften på mellem 2.100 og 3.600 kr. afhængig af bilens pris”, siger Søren W. Rasmussen.

Høj børnesikkerhed i alle 4 biler
Barnesikkerheden er høj i alle 4 biler, men når det gælder venlighed over for fodgængere er Citroën C4 temmelig dårlig med under halvdelen af de mulige point - dårligere end Hyundais høje SUV.
Hyundai ix35 er til gengæld ene om at have fejl i sikkerhedsudstyret under testen. I pæletesten foldede gardinairbaggen sig ikke ordentligt ud, da den blev fanget i beklædningen, og det trækker ned i både sidepåkørsel og pæletest.

Testnoter om de fire biler:

Suzuki Swift: ”Stærkt forbedret”
I gruppen af biler med rimelig anskaffelsespris er det en fornøjelse at konstatere, at den nye Swift klarer sig så godt, som tilfældet er. Kun den meget krævende pæletest udviste et resultat, der efterlader plads til forbedringer.

Hyundai ix35: ”Pas på fodgængerne”

Ix35 er af den nye generation, hvor mindre biler erstatter de store gammeldags firehjulstrækkere. Det er der kommet en god og sikker bil ud af, om end bilens høje front stadig er noget aggressiv over for fodgængere.
 
Citroën C4: ”Ringe hovedstøtter”
Citroën har fint styr på beskyttelsen af forsædepassagerer ved kollision forfra, men det er stærkt skuffende, at beskyttelsen ved siddekollision ikke er bedre, og så er det en decideret ommer med hensyn til hovedstøtterne.

Honda CR-Z: ”Sikker hybrid”

Den lille hybrid-Honda klarer crashtesten meget flot, og bekymringer om sikkerhedssvigt på grund af ny hybridteknik er gjort til skamme. Særlig fint er det, at også hovedstøtterne er velkonstruerede.

Den mere detaljerede bedømmelse af de fire biler kan findes på FDM.dk/crashtest.

 


     


BILPRISER.DK'S NYHEDSBREV

Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag.

Nyhedsbrev

Nyt fra Bilpriser.dk

Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag


Siden 1999 har Bilpriser.dk været danmarks førende kilde til vurdering af brugte biler. Alle vurderinger er baseret på BilpriserPro Prisberegning, bilbranchens uafhængige værktøj til bilvurdering.