• Læs mere om:
  • Miljø og sikkerhed
  • Marked og mærker
  • Nye modeller
  • Konceptbiler
3. juni 2014 - Porsche

Bag om Porsche 919 Hybrid

Hemmeligheden bag verdens mest avancerede racerbil.

Nøglen til at vinde årets Le Mans er at opnå de bedste præstationer med det mindst mulige forbrug. Nøglen til at vinde årets Le Mans er at opnå de bedste præstationer med det mindst mulige forbrug.

Porsche

Med en plads på podiet i åbningsløbet på Silverstone og pole position på Spa, har Porsche for alvor meldt sin ankomst i international sportsvognsracings absolutte topklasse. Dermed har Porsches fabriksteam fået en flyvende start, hvilket bestemt ikke var ingen selvfølge, for ingen anden racerbil i klassen er så avanceret som den nye 919 Hybrid.

919 Hybrid var fra starten en gigantisk udfordring, og den mest avancerede racerbil Porsche nogensinde har bygget. Dertil kommer at ingeniørerne i Porsches legendariske motorsportsafdeling ikke havde nogen data fra de forudgående år, de kunne benytte sig af. Sidst men ikke mindst er det som altid Porsches filosofi at det, der udvikles til motorsport, skal kunne benyttes i sportsvognene i fremtiden.

Nøglen til at vinde årets Le Mans er at opnå de bedste præstationer med det mindst mulige forbrug. Det nye reglement har dog vendt alting på hovedet, da det nu ikke kun handler om at have det mindst mulige forbrug, men også om at genanvende energi undervejs i løbet. Det er helt nødvendigt, for reglementet begrænser hvor meget brændstof, der er til rådighed til hver omgang. Derfra er det dog op til konstruktøren at bestemme motorens størrelse og placering, samt designet af systemet, som genanvender den energi, der ellers ville gå tabt.

919 Hybrid genererer energi til mere end 4.500 km på 24 timer
Den energi som opsamles på hver omgang lagres som elektricitet, og udnyttes det til at give et ekstra boost ved hjælp af en elmotor. Reglementet har fire klasser med energiniveauer fra 2 til 8 megajoule (MJ). Porsche har anmeldt 919 Hybrid til 6-megajoule klassen hvilket betyder, at den nye 919 Hybrid kan bruge præcis 1,67 kilowatimer (kWh) energi for hver omgang, eftersom 3,6 MJ modsvarer 1 kWh.

Hvad betyder det så? Jo, bilen som vandt Le Mans sidste år tilbagelagde 348 omgange. På den samme distance vil den nye 919 Hybrid generere 581,2 kWh, der ellers ville være gået tabt, for eksempel som varme under de mange nedbremsninger. Det er faktisk energi nok til at køre de 4.576 kilometer fra New York til Los Angeles i en elbil, som den nye Volkswagen e-Golf — eller få en 60-watts pære til at lyse i 9.687 timer.

Porsche først til at udnytte udstødningsgassen
At genanvende den kinetiske energi som opstår under nedbremsningen, var et logisk trin for Porsches ingeniører. 919 Hybrid har et såkaldt KERS-system på forakslen, for det er her belastningen er størst under nedbremsningerne. Derimod fravalgte Porsches ingeniører KERS til bagakslen.

I stedet har Porsche udviklet et system, som udnytter den termodynamiske energi fra turbomotorens udstødningsgasser. Normalt udledes den overskydende energi fra turboladeren som udstødningsgas gennem en såkaldt wastegate, men på 919 Hybrid er wastegaten erstattet af en turbine, der driver en generator, som producerer strøm. På denne måde er 919 Hybrid den eneste bil i feltet, der både regenererer energi når den bremser og accelererer.

Samme præstationer, men 30 procent lavere forbrug

Der var adskillige færdige batterisystemer på markedet, men Porsche valgte i stedet at udvikle sin egen teknologi med væskekølede lithium ion-batterier. På den måde vil det være muligt at udnytte erfaringerne fra 919 Hybrid i fremtidens hybrid-modeller.

Den samme kompromisløse indstilling gjorde sig gældende under udviklingen af den 2-liters V4 turbomotor med Direct Injection. Det er et fremragende eksempel på downsizing, og for Porsches ingeniører gav netop V4-motoren den ideelle kombination af kompakte dimensioner og lav vægt. Ydelsen for den nye V4 turbo er over 500 hk, men reglementet tillader kun et forbrug på 4,78 liter brændstof pr. omgang. Det er 30 procent mindre brændstof end sidste år, og er i virkeligheden alt for lidt til en så kraftig motor. En omgang på Le Mans er 13,629 kilometer lang og motorerne kører med fuld gas 70 procent af tiden, mens hastigheden flere gange er langt over 320 km/t.

Det stiller dermed store krav til effektiviteten på systemet, der regenererer og oplader energien undervejs. Når føreren udnytter den opsamlede energi, sker det ved et tryk på en såkaldt ’Boost’-knap. Det aktiverer en elmotor som driver forakslen. I dette øjeblik har 919 Hybrid derfor firehjulstræk, akkurat som superbilen 918 Spyder, der er et enestående bevis på, hvordan Porsche udnytter teknologi og erfaringer fra motorsport i sine sportsvogne — både når det gælder batteri- og hybridteknologi, chassiset i kulfiber og den perfektionistisk afstemte aerodynamik.

Netop aerodynamikken er altafgørende på Le Mans. Vindmodstanden skal være så lav som overhovedet muligt, for at give de højest mulige hastigheder på langsiden og det mindste mulige forbrug. Samtidig stiller de mange hurtige kurver store krav til bilens downforce, ikke mindst til en racerbil fra Porsche. Den hurtigste og mest berygtede svingkombination på Le Mans, hedder jo som bekendt ”The Porsche Curves.”

 
 

BILPRISER.DK'S NYHEDSBREV

Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag.

Nyhedsbrev

Nyt fra Bilpriser.dk

Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag


Siden 1999 har Bilpriser.dk været danmarks førende kilde til vurdering af brugte biler. Alle vurderinger er baseret på BilpriserPro Prisberegning, bilbranchens uafhængige værktøj til bilvurdering.