• Læs mere om:
  • Miljø og sikkerhed
  • Marked og mærker
  • Nye modeller
  • Konceptbiler
15. december 2015 - E.ON Danmark

E.ON og partnere udvider dansk elbilmotorvej markant

15 nye hurtigladere er sat op

Energiselskabet E.ON har det seneste år bidraget væsentligt til etableringen af den danske elbilmotorvej og har netop opsat 15 nye hurtigladere forskellige steder i landet, heraf mange i partnerskaber med Statoil og BMW, samt et par stykker i Malmø.

De nye hurtigladere forventes idriftsat inden årets udgang.

Med de nye hurtigladere udgør E.ONs hurtigladernetværk nu 38 hurtigladere, hvor elbilister kan lade elbilen på under en halv time. Hurtigladerne i E.ONs netværk er delfinansieret via EU's infrastrukturprogram TEN-T under projektet ”Greening NEAR” med i alt 8,7 mio dkk.

Med EU's støtte har E.ON fremskyndet udbygningen af sin nationale infrastruktur til elbiler og gør det nu nemmere og mere trygt for elbilister at komme rundt i landet eller krydse grænserne til nabolandene Sverige og Tyskland i elbil.

E.ONs samlede danske infrastruktur til elbiler udgør mere end 1.000 offentlige ladepunkter, der alle forsynes med certificeret strøm fra vedvarende energi.

”Der er stor efterspørgsel på hurtigladere ikke mindst i Jylland, Vest- og Nordsjælland og i hovedstadsområdet. Og de mange nye hurtigladere gør det nemmere at være elbilist. Takket være vores gode partnerskaber med Statoil og BMW får vi hurtigere og lettere adgang til attraktive ladesteder. Det er den type partnerskaber der skal til for at sætte fart på den grønne omstilling, som vi skal løfte i flok,” siger Tore Harritshøj, administrerende direktør i E.ON Danmark.

De nye hurtigladere er opsat tæt på hovedfærdselsårer, hvilket gør det nemt at lade hurtigt og effektivt både for de elbilister der bor i byen, dem på farten eller dem der kører elbil over længere afstande. De fleste af hurtigladerne er opsat tæt på servicestationer eller rastepladser, så elbilister kan tilbringe ladetiden behageligt.

Hos Statoil mener man, at elbilerne kan være med til at løse klimaudfordringen:
 ”Vi tror på, at elbiler, sammen med avancerede biobrændstoffer, f.eks. 2. generations ethanol og methanol, er en del af svaret på de udfordringer vi som branche har med at reducere CO2-udledningen fra transportsektoren. Derfor glæder vi os over at samarbejdet med E.ON nu er oppe på hele 12 hurtigladere og også rækker ud over hovedstadsområdet,” siger fuel direktør hos Statoil Fuel & Retail, Peter Rasmussen.

Også hos BMW forhandlere er der nu hurtigladere fra E.ON, som både kan bruges af forhandleren, BMWs elbilkunder og andre elbilister.

”Vi ser mange fordele i at have hurtigladere opsat der, hvor vi udstiller, sælger og servicerer vores el- og hybridbiler, og når andre elbilister samtidigt kan få glæde af hurtigladerne hos os, er det jo bare dobbelt-positivt, ligesom initiativet vil føre til mere opmærksomhed omkring BMWs egne elbiler, fortæller Christian Pind-Hansen, Sales Area Manager BMW i, fra BMW Danmark.

”Fra en infrastrukturbetragtning er Danmark et rigtigt godt elbilland. Vi har alle fordelene, korte afstande, god infrastruktur og produktion af vedvarende energi som kan kobles til elnettet. Nu mangler vi bare bred politisk opbakning til at sikre en mere miljøvenlig transportsektor, så vores bestræbelser og investering ikke ender som korridorer for elbilturister. Og så håber vi naturligvis, at den nye globale klimaftale vil sætte skub i udviklingen, også herhjemme
, slutter Tore Harritshøj, E.ON Danmark.

I forbindelse med åbningen af de nye hurtigladere gør E.ON det gratis for sine kunder at hurtiglade i juleferien fra 18. december til d. 4 januar, i håb om at kunderne tager elbilen på familie- og vennebesøg i juledagene.

Så snart hurtigladerne er aktive og i drift, kommer de til at fremgå af E.ONs e-Mobility app og af ladeoversigten på E.ONs hjemmeside - klik her

 
 

BILPRISER.DK'S NYHEDSBREV

Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag.

Nyhedsbrev

Nyt fra Bilpriser.dk

Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag


Siden 1999 har Bilpriser.dk været danmarks førende kilde til vurdering af brugte biler. Alle vurderinger er baseret på BilpriserPro Prisberegning, bilbranchens uafhængige værktøj til bilvurdering.