• Læs mere om:
  • Miljø og sikkerhed
  • Marked og mærker
  • Nye modeller
  • Konceptbiler
22. juni 2000 - Toyota

Ny toyota Previa som MPV og VAN

Toyotas flagskib Previa er netop kommet til Danmark i en ny, mere rummelig og komfortabel udgave

Toyota Previa blev i første udgave lanceret tilbage i 1990 og blev med sit futuristiske design hurtigt populær i Danmark. Næsten 5.000 Toyota Previa - primært i varebilsudgaven - er der solgt i Danmark siden introduktionen i 1990.

Den nye Toyota Previa er ændret radikalt i sin opbygning. Motoren er flyttet ud i fronten og trækket foregår nu på de forreste hjul. Ændringen af motorens placering samt den forlængede akselafstand er blandt de væsentligste forklaringer på at kabinepladsen føles væsentligt forbedret.

Adgangsforholdene til kabinen er ligeledes forbedret. Alle versioner har store skydedøre i begge sider for at give nem og ubesværet adgang for passagerer eller når der skal varer ind eller ud af bilen. Alle stole i MPV'en kan foldes sammen eller tages ud (sidstnævnte kun i den 6 og 7 personers udgave). Varebilsudgaven har et regulært tæppebelagt og plant gulv og en lav læssehøjde på kun 71 cm.

Motoren i den nye Toyota Previa er på 2.4 liter og forsynet med Toyotas variabel ventilstyrings teknologi. Det maksimale drejningsmoment er på 225 Nm ved 4.000 omdr./min. og motoren yder 156 HK ved 5.600 omdr./min.

På trods af motorstørrelsen er det lykkedes Toyotas motoringeniører at give bilen en forbedring i brændstoføkonomien i forhold til tidligere på mere end 15%. Toyota Previa kører gennemsnitligt 10,5 kilometer på literen i udgaven med den 5-trins manuel gearkasse og 9,3 kilometer på literen i udgave med 4-trins automatgearkasse. Som MPV giver dette henholdsvis en halvårlig grøn ejerafgift på kr. 2.290 for versionen med manuelt gear og kr. 2.970 for versionen med automatgear. Som van udgør den årlig vægtafgift kr. 1.620.

Sikkerhedsudstyret tæller blandt andet dobbelt airbag, ventileret skivebremser for og skivebremser bag med ABS og EBD (elektronisk fordeling af bremsekraften), side-protection stålprofiler i sidedørene, selekraftbegrænsere og selestrammere med videre.

Standardudstyret i linea TERRA-versionen omfatter el-ruder, el-sidespejle med varme, fjernbetjent centrallås, sædevarme og armlæn ved forsæderne, højdejusterbart førersæde, optitron instrumentering, ventilationsanlæg bag i kabinen med mulighed for regulering af blæsestyrken og meget mere.

MPV udgaven har yderligere blandt andet manuel airconditioning, mulighed for at anvende ryglænet på 2. stolerække som bord, el-sideruder også ved bagdørene.

Topversionen linea SOL fås i MPV-udgaven og har i tillæg til ovennævnte linea TERRA-udstyr endvidere dobbelt soltag, fartpilot, RDS radio med CD-spiller og 6 højttalere, armlæn ved alle 6 sæder, Multi-informationsdisplay samt 16 tommer alu-fælge.

Toyota Previa Van koster kr. 174.998 ekskl. moms. Momsen beløber sig til kr. 33.130. Ønskes versionen med automatgear er prisen kr. 182.992 ekskl. moms. Momsen udgør for denne udgave kr. 35.583.

Som MPV er der mulighed for valg mellem en 6 personers linea SOL-version med automatgear, en 7 personers linea TERRA-version med enkeltsæder og en 8 personers linea TERRA-version med bænkesæder. I de to sidstnævnte versioner er der mulighed for valg af automatgear. Priserne starter ved kr. 446.995.

Toyota Previa er omfattet af en nybilsgaranti på 3 år eller 100.000 km, 3 års lakgaranti samt 12 års gennemtæringsgaranti.

BILPRISER.DK'S NYHEDSBREV

Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag.

Nyhedsbrev

Nyt fra Bilpriser.dk

Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag


Siden 1999 har Bilpriser.dk været danmarks førende kilde til vurdering af brugte biler. Alle vurderinger er baseret på BilpriserPro Prisberegning, bilbranchens uafhængige værktøj til bilvurdering.