13. juli 2004 - Pressemeddelelse - De Danske Bilimportører

Stigning i bilsalget
De danske bilimportører glæder sig over sommersalget

Personbilsalget steg med 37 procent i juni i forhold til juni måned sidste år. Med 513 solgte eksemplarer er Peugeot 317 månedens bestseller.
Pressemeddelelse - De Danske Bilimportører
I juni blev der solgt 12.295 biler, hvilket er en stigning på 37 procent i forhold til samme måned sidste år. I årets første seks måneder er salget steget med 24 procent i forhold til samme periode sidste år.

De private bilkøbere tegnede sig for en stigning på 49 procent fra 5.016 biler i 2003 til 7.460 i juni i år. I første halvår er de privates og firmaernes bilkøb steget med henholdsvis 34 og ni procent i forhold til første halvår 2003.

Tilfredse importører
"Vi er meget tilfredse med bilsalget i juni, selvom den store procentvise fremgang skal ses i lyset af et meget lavt bilsalg i juni 2003. Salget i juni 2004 er således det største salg for en juni måned i fem år. Derudover udviser bilsalget en pæn stigning i første halvår. Såfremt denne udvikling fortsætter, vil vi komme op på en totalmarked på 120.000 biler i 2004," siger Bent Mikkelsen, administrerende direktør hos De Danske Bilimportører. Han fortsætter:

"Selv med et totalmarked på 120.000 biler er vi endnu ikke oppe på et normalt nybilsalg. I forhold til bilparkens størrelse og alder skulle nybilsalget ligge på 130.000 - 140.000 biler årligt. Vi håber, at vi nu er på vej mod dette tal, men vi vil ikke lægge skjul på, at vi fortsat ser den høje registreringsafgift som en barriere for en normalisering af det danske bilmarked. Det incitament til et stigende nybilsalg, som blandt andet forårspakken har givet, løser ikke det grundlæggende problem med den ekstremt høje beskatning af den nye bil. Vi ser endvidere med bekymring på en tendens i retning af en markant stigning i importen af ældre brugte biler. Denne udvikling er ikke fremmende for hverken trafiksikkerhed eller miljø."

Rekordstort salg af varebiler
Der kom 4.045 nye varebiler på gaden i juni måned og 20.384 i første halvår. Der er tale om rekordstore tal, med en stigning på 61 procent i juni og 35 procent i første halvår sammenlignet med 2003.

Hele salget ligger på varebiler med en totalvægt på over to tons, og der sælges stort set ikke små varebiler under to tons. I juni blev det til fem køretøjer mod ni året før.

Antallet af nyregistrerede lastbiler svagt stigende
Der blev indregistreret 381 nye lastbiler i juni måned, hvilket er en fremgang på fem procent i forhold til samme måned sidste år. I første halvår er antallet af nyregistreringer steget med 11 procent sammenlignet med første halvår 2003.



BILPRISER.DK'S NYHEDSBREV
Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag. KLIK HER