9. februar 2005 - Pressemeddelelse, De Danske Bilimportører

Stigende bilsalg
Det danske bilsalg er kommet godt fra start efter nytår

Peugeot 206 blev januars bestseller med 655 solgte eksemplarer.
Pressemeddelelse, De Danske Bilimportører
Bilsalget kom godt fra start i 2005. I januar blev der således indregistreret 25 procent flere nye personbiler i januar end i samme måned sidste år. Salget til private steg med 32 procent fra 5.275 i januar sidste år til 6.948 i samme måned i år.

"Vi håber, at bilsalget fortsætter med at udvikle sig positivt. Salget i årets første måned tyder på, at totalmarkedet er på vej mod en normalisering, hvilket vil sige 130-140.000 nye personbiler pr. år. Der er et stort behov for en sådan udvikling i de kommende år, idet bilparkens alder, som følge af det lave salg de sidste 5 år, er steget til skade for miljøet og trafiksikkerheden," siger adm. direktør hos De Danske Bilimportører, Bent Mikkelsen.

Salget af varebilerne fortsætter med at stige
Markedet for varebiler over 2 tons er fortsat inde i en kraftig vækst. Der blev således indregistreret 3.774 nye varebiler i januar.

Det er en stigning på 36 procent i forhold til januar 2004.

Lastbilregistreringerne svagt stigende
I januar blev der indregistreret 433 nye lastbiler, hvilket er en stigning på 5 procent i forhold til samme periode sidste år.



BILPRISER.DK'S NYHEDSBREV
Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag. KLIK HER