5. februar 2002 - Peugeot

307 med plads til syv
Peugeot 307 SW bliver Peugeots nye familie-MPV

Peugeot 307 SW blev vist som konceptbil i Frankfurt sidste år.
Af Jeppe Lykke Hansen
Peugeot 307-programmet udvides nu med en ny MPV-model kaldet SW med plads til syv personer.

Peugeot 307 SW får premiere på den internationale biludstilling i Geneve til marts og forventes til Danmark omkring to måneder senere.

Plus 12 centimeter
Peugeot 307 SW er baseret på samme platform som den almindelige 307'er, men har 10 centimeter længere akselafstand, hvilket bringer totallængden op på 4,42 meter: 12 centimeter længere end den femdørs hatchback.

Nyskabende soltag
En af de mest iøjnefaldende detaljer ved bilen, er det næsten halvanden meter kvadratmeter store soltag, der kan ses på billedet.

For ikke at forvandle bilen et rullende drivhus, sørger et elektrisk solgardin for skygge på varme sommerdage.

Fem plus to
Bilen er udstyret med et fleksibelt trepersoners bagsæde.

Derudover er det så muligt at udvide med to ekstra pladser på et separat bagsæde i tredje sæderække.

Alle sæder kan indstilles og justeres separat, hvilket giver en ekstremt stor fleksibilitet i forhold til passagerer og bagage.

110 til 138 heste
307 SW fås med en 2,0 benzinmotor med 138 hestekræfter samt en 2,0 HDi-diesel med FAB partikelfiltersystem og 110 hestekræfter.

Modelprogrammet kommer formentligt også til at rumme en udgave uden glastag og med fast bagsæderække, men det danske modelprogram og priser er endnu ikke fastlagt.



BILPRISER.DK'S NYHEDSBREV
Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag. KLIK HER