27. april 2005 - Pressemeddelelse - Chevrolet

Chevrolets fremtidsvision
Chevrolet præsenterer konceptbilen T2X.

Chevrolet T2X vil få sin europæiske debut på Frankfurt Motor Show i september.
Pressemeddelelse - Chevrolet
Seoul Motor Show bliver stedet hvor Chevrolet præsenterer deres seneste konceptbil fra designcentret i Korea. T2X hedder den futuristiske bil, der er en blanding af en sports coupé og en SUV. David Lyon, Executive Director for designcentret, udtaler:
"Vi glæder os meget til at præsentere T2X for første gang her i Seoul. T2X har stort potentiale, og med positive tilbagemeldinger ser vi måske noget, der ligner T2X i den nærmeste fremtid."

Den fire dørs T2X er 4,32 meter, hele 1,86 meter bred og 1,67 meter høj. Og kombinationen af 20'' aluminiumsfælge og en manglende traditionel B-stolpe gør, at bilen får et ekstra sporty look.

Futuristisk design
Indvendigt fortsætter T2X med det futuristiske design. Centerkonsollen kunne være taget direkte ud af en flyver. Den strækker sig helt oppe fra instrumentbordet og helt ned til mellem sæderne, og giver mange fralægningsmuligheder. Bagsæderne i T2X kan foldes fuldstændig, og giver øget plads. Med andre ord mere fleksibilitet.

T2X er baseret på Chevrolet S3X konceptbilen, der er basis for Chevrolets kommende SUV. T2X vil få sin europæiske debut på Frankfurt Motor Show i september.



BILPRISER.DK'S NYHEDSBREV
Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag. KLIK HER