15. februar 2008 - Erhvervsbladet

Tab på gulpladeleasing
Firma mistede 150.000 kr. efter ændring af skatteregler

Gulplade-firehjulstrækkere er blandt de firmabiler, der er faldet mest i pris
Erhvervsbladet
Skatteministerens ihærdige indsats mod erhvervsfolk, der kører rundt i firmaets bil, når de har fri, har fået en markant effekt på gulpladebilernes pris, skriver Erhvervsbladet.dk.
Det har ramt de mange virksomheder, som har leaset en gulpladebil for nogle år siden til de daværende markedspriser.
I dag hverken tør eller vil erhvervsfolk købe tunge varevogne, der også er sat op i afgift, og de lider derfor under kraftige prisfald, oplyser flere bilforhandlere samt Bilpriser.dk og Dansk Automobilforhandlerforening (DAF)

Tilbagegangen på gulplademarkedet har overrasket virksomheder, der har leaset biler med gule plader (finansiel leasing) for få år siden.
De hæfter nemlig for restgælden ud fra den pris, deres gulpladebil havde, da de underskrev leasingkontrakten for to-tre år siden.
Hos it-firmaet Com-Elektro i Haderslev har prisdykket allerede givet tab på de leasede biler.
»Vi må afskrive 150.000 kr. på to af vores leasede gulpladebiler. Nu kører vores sælgere udelukkende rundt i biler på operationelle leasingkontrakter,« siger salgschef Mads Mortensen, Com-Elektro.
Men de er langt fra de eneste, der er havnet i den situation.
Også leasingselskabet DJS Leasing, der tilbyder leasing af biler, oplever leasingkunder, der overraskes af markedet.
»Gulplademarkedet er fuldstændig bombet tilbage. Bilerne kan bare ikke sælges i øjeblikket. Hvis du har ti leasede gulpladebiler, hvor du hæfter for restværdien, er det ikke så sjovt,« konstaterer salgschef Thomas Röck, DSJ Leasing.
Det dalende marked rammer de erhvervsfolk, som har finansieret en gulpladebil med såkaldt »finansiel leasing«.
Problemet er, at når man har leaset en gulpladebil som »finansiel leasing«, skal man efter, at perioden er udløbet betale differencen mellem den på forhånd aftalte »restværdi« i kontrakten og den aktuelle markedsværdi, skriver Erhvervsbladet.

Restværdien beregnes typisk med udgangspunkt i nyprisen fratrukket de løbende ydelser i leasingperioden på eksempelvis 36 måneder og almindelige afskrivninger. Går bunden ud af markedet, bliver differencen stor.
Hos leasingselskaberne kan man kun trække på skuldrene.
»Men det svarer jo bare til den risiko, du har ved et køb og senere videresalg af bilen,« siger Thomas Röck, DSJ Leasing, og henviser til de generelle markedsvilkår.
De virksomheder, der har leaset bilen ved operationel leasing, har ikke nær så meget på spil.
Her bliver leasingselskabet ved med at eje bilen, og det er leasingselskabet, der hæfter for eventuelle dalende bilpriser.
Hos Nordania Leasing benyttes operationel leasing i 80 procent af billeasing-kontrakterne, forklarer direktør Henrik Sønderby.
Det tab, som leasingselskaberne får på de dalende brugtvognspriser, vil formentlig blive søgt hentet ind ved stigende leasingydelser.