2. april 2008 - Business.dk

Ventetid på småbiler
Over et halvt års ventetid på mange småbiler

På bil som Fiat 500, Peugeot 107 eller Mazda2 er der lange ventetider
Business.dk/Bilpriser.dk
Interessen for brændstoføkonomiske biler er så stor, at bilkøberne ofte må vente et halvt år på den nye bil. Det sender brugtpriserne på himmelflugt, skriver Business.dk.

Sommerens afgiftsomlægning, der skulle få flere bilkøbere til at vælge brændstoføkonomiske biler, virker næsten for godt. Af de 35.000 nye biler, der er solgt siden nytår, er knapt halvdelen fra den såkaldt lille bilklasse. Det giver flaskehalse hos forhandlerne.

Mange af dem melder om lange leveringstider på de mest sparsommelige biler, der især nød godt af afgiftsomlægningen med prisnedsættelser på op til 20 procent. Ventetiden er længere, jo mere miljøvenlig bilen er: Eksempelvis må kunder til de populære trillinger Citroën C1, Peugeot 107 og Toyota Aygo, der alle kører over 21 km/l, regne med seks måneders leveringstid.

Det samme gælder Fiat 500 og Mazda2.

Lidt større biler som Opel Corsa, Renault Clio og Toyota Yaris er også en mangelvare, især med dieselmotor under kølerhjelmen: Så går der typisk tre måneder, fra slutsedlen er underskrevet, til bilen er klar til levering.

Trods voldsomme prisstigninger på diesel har privatbilisterne for alvor taget dieselbilerne til sig: Sidste år udgjorde dieselbiler 27 procent af det samlede danske bilsalg, men siden nytår er andelen øget til 43 procent. Også i større og dyrere biler som Ford Mondeo er diesel så efterstræbt, at ventetiden runder et halvt år.

Mange forhandlere oplever, at køberne spørger til dieselbiler. Og kunderne nøjes ikke med at spørge. Købelysten er stor, og mange er indstillet på at bruge lidt ekstra for at få en fabriksny bil.

Brugt dyrere end ny

Forbrugernes voksende appetit på nye biler og tilhørende lange leveringstider skaber til gengæld groteske priser på brugtmarkedet. Her forlanger mange forhandlere det samme eller endda mere for brugte eksemplarer af nye mangelvarer som Citroën C1 og Peugeot 107, skriver Business.dk.

»Det kan de, fordi der er bilkøbere, der ikke kan eller vil vente et halvt år på en fabriksny bil«, forklarer chefanalytiker hos bilpriser.dk, Niels Grøftehauge.

Men hastværk er lastværk, understreger han. Grøftehauges råd til bilkøberne er klart: Behold tegnebogen i lommerne og væbn jer med tålmodighed:

»En lille og brændstoføkonomisk bil holder prisen godt, men forbrugerne skal selvfølgelig købe en ny, når de alligevel ikke sparer en krone på den brugte. Dilemmaet er, at der altid vil være nogen, der har akut behov for at skifte bilen ud«.

Ifølge brugtbileksperten er markedet for små og sparsommelige biler nærmest overophedet lige nu.

»Stort set alle af slagsen bliver solgt til brugtpriser, der ligger over vurderingen. Selv minibiler som Suzuki Alto, der var usælgelige for et år siden. Så længe købelysten er stor og leveringstiderne lange, vil det fortsætte«, vurderer Niels Grøftehauge.