5. maj 2008 - JP

900 hk skal give 420 km/t
Weber Sports Faster One skal slå Bugatti Veyron

Weber Sports Faster One - kan måske nå en tophastighed på 420 km/t
JP/Bilpriser.dk
0-100 km/t på 2,5 sekunder, 0-200 km/t på 6,6 sekunder,  0-300 km/t på 16,2 sekunder og en topfart mellem 400 og 420 km i timen. Bugatti Veyron-ejere kan godt begynde at kikke nervøst i bakspejlene, når de befinder sig på de tyske motorveje. For måske er en svejtsisk Weber Sports Faster One på vej til at overhale dem.
Weber Faster One, som ingeniør Roman Weber bygger i sit selskab Weber Sportscar Division, vejer kun 1100 kilo. Chassiet vejer kun 65 kilo, og de fire benzintanke er placeret rundt om på bilen på en måde, så vægtfordelingen bliver optimal. Motoren er en syvliters V-8-motor med 900 hk ved 7.000 o/m. Drejningsmomentet er hele 1050 Nm ved 3.800 o/m. Hver cylinder har kun to ventiler, men til gengæld fodres cylindrene af to remtrukne kompressorer.
Den firehjulstrukne bil, der kan skifte gear på 50 millisekunder, er forsynet med seks gear, keramiske skivebremser og elektronisk styret traction control. Op til 36 procent af motorydelsen kan ledes frem til forhjulene. Ved hårde opbremsninger vippes spoileren op, så fartvinden er med til at bremse den op.

Kølerhjelmen er buet nedad ved forhjulene for at øge forhjulenes vedhæftning ved høje hastigheder. Vinduesviskeren er vinklet direkte mod kørselsretningen for at minimere vindmodstanden. Og selv dørhåndtagene er fjernet for at blive erstattet med trykknapper der går i ét med mågevingedørene i lukket tilstand, skriver JP, som angiver prisen før danske afgifter til 7,2 mio. kr.