22. maj 2008 - Bilbranchen

Halv misundelsesafgift
Hvis mester kræver, man kører i sin egen gulpladebil, halveres afgift

Man kan slippe med halv misundelsesafgift, hvis der er aftale med ens firma.
Bilbranchen
Hvis mester kræver, at man bruger sin egen gulpladebil på arbejde, kan man måske slippe med at betale halv misundelsesafgift eller privatbenyttelsesafgift, som det hedder på Skat-sprog. Det fortæller Bilbranchen:

"Lønmodtagere har mulighed for at betale halv privatbenyttelsesafgift, når varebilen bruges for arbejdsgiver. Der er dog nogle betingelser. Nogle ansatte tror, at det er nok at få kørepenge af arbejdsgiveren. Det er dog ikke nok. Lønmodtagere kan derimod nøjes med at betale halv privatbenyttelsesafgift, hvis de opfylder disse betingelser:

• Arbejdsgiver forlanger, at lønmodtageren stiller bil til rådighed. Der skal være lavet en skriftlig aftale om det - enten som en del af ansættelsesaftalen eller i en særlig aftale.
• Det er nødvendigt, at der bruges en varebil. Hvis der f.eks er tale om ansat på kontor eller for eksempel arbejde som ejendomsmægler eller forsikringsagent, har man normalt ikke behov for at køre i en varebil for at udføre sit arbejde.

• Kørslen for arbejdsgiver skal ifølge Skat være af et ikke uvæsentligt omfang, uden at dette dog er nærmere defineret.

Varebiler på halv privatbenyttelsesafgift får klistermærke."

Her kan vi supplere med, at skatteminister Kristian Jensen har lyttet til DAF's forslag om papegøjeplader. De vil blive genindført, dog kun på ny-indregistrerede vans med betalt moms. De, der kører på vejene nu, må trækkes med selvangiver-klistermærket.

Yderligere oplysninger og blanket til download findes på www.skat.dk