15. august 2008 - Suzuki

Alto i ny aftapning
Suzuki har manglet en storsællert i miniklassen, men nu kommer Alto tilbage

Den kommende Suzuki Alto.
B. T. /Bilpriser.dk
Suzuki Alto kommer tilbage. Den får verdenspremiere på biludstillingen i Paris den 2. oktober og kommer til salg herhjemme til foråret 2009, skriver B. T.

»Produktionen begynder i starten af næste år, og salget umiddelbart efter biludstillingen i Geneve i marts,« fortæller direktør Stig Jensen, Suzuki Danmark, til avisen.

Alto kommer tilbage for at tage kampen op med specielt fællesbilen Citroën C1, Peugeot 107 og Toyota Aygo, men også Fiat Panda, Chevrolet Matiz og den ny Hyundai i10.

Der er ikke sluppet meget ud om den ny mini-Suzuki, men Stig Jensen oplyser, at den bliver maginalt større end Citroën C1 og de andre, at indgangsmodellen får én-liters motor med et lavt brændstofforbrug, og at CO2-udledningen bliver på bare 109 gram pr. kilometer.

Suzuki lover en Alto med et pænt sikkerheds- og udstyrsniveau selv i den billigste version, sporty køreegenskaber og høj samlekvalitet.

Prisen kan Stig Jensen ikke komme ind på, da man endnu ikke er begyndt forhandlinger med Suzuki-fabrikken, men han lover, at de små biler på markedet vil få kamp til stregen.