21. august 2008 - Applus Bilsyn

Nu kan man få rustattest
Applus Bilsyn kan nu rådgive om rustbeskyttelse

Applus Bilsyn tilbyder nu at tjekke bilen for rust.
Applus Bilsyn
Efterhånden som sommeren går på hæld går flere og flere i rustbeskyttelsestanker, og det kan der også være god grund til for mange bilejere.

Applus+ Bilsyn har offentliggjort følgende ruststatistik, baseret på mere end 500.000 årlige syn af danske biler. Tallene viser i procent, hvor mange biler der fremstilles til syn, der har sikkerhedsmæssige fejl på bærende elementer (oftest rust i karosseri eller hjulophæng):

* Biler under 5 år:    2 pct.

* Biler 5-10 år:       11 pct.

* Biler 10-15 år:     31 pct.

* Biler over 15 år:    65 pct.

Tallene er opsigtsvækkende, fordi de viser, at rust bestemt ikke er et overstået kapitel for bilejerne, og fordi mere end 40 pct. af de danske biler nu er over ti år gamle, og altså befinder sig i ’farezonen’.

Applus+ Bilsyn har taget konsekvensen af denne situation, og rådgiver nu konsekvent sine kunder i form af en professionel RustAttest, der helt præcist går ind, og redegør for, om det er nødvendigt med ny rustbeskyttelse, supplerende rustbeskyttelse, eller om man med fordel kan udskyde denne omkostning til senere.

"Det er en rådgivning, som kunderne tager varmt imod", siger Arne Willerslev, administrerende direktør for Applus+ Bilsyn.
I andet halvår af 2008 der foreløbig blot inkluderer juli og halvdelen af august, har synsvirksomheden langet over ti gange så mange RustAttester over disken som i hele første halvår.
"Vi oplever typisk to situationer. Mange kunder er glade for at få bekræftet, at deres bil stadig er tilstrækkeligt beskyttet, og at ekstrabehandling derfor kan udskydes et eller flere år. Andre må vi fortælle, at bilen trænger til enten en forebyggende eller helbredende behandling – og disse kunder tilbyder vi uden beregning 600 kroner i rabat på professionel rustbeskyttelse hos en førende landsdækkende rustbeskyttelseskæde", fortsætter Arne Willerslev.

"Under alle omstændigheder repræsenterer RustAttesten en besparelse nu og her, som er til at tage og føle på, samtidig med at fordelene på langt sigt er af endnu større økonomisk betydning for bilejeren", slutter Arne Willerslev.

Det er virkelig gået op for de danske bilister, at der er mange, mange tusinde kroner at spare på at få en uvildig vurdering af sit køretøj, og RustAttesten slutter sig til en række nye produkter fra Applus+ Bilsyn, som alle er designet til at imødekomme dette behov. For eksempel BrugtbilsAttesten og TilstandsAttesten som sikrer bilejeren i forbindelse med køb, salg og vedligeholdelse af sin bil.

Applus leverer RustAttesten både med og uden syn af bilen – alt efter kundens ønske. Prisen er 300 kr., som reduceres til 150 kr., hvis RustAttesten udføres i forbindelse med et bilsyn.