25. august 2008 - FDM

Gør dollar-drømmen virkelig
Aldrig har det været billigere at importere en klassisk bil fra USA

Med lidt omtanke kan det sagtens lade sig gøre at importere en USA-klassiker som denne Ford fra 1957

FDM
Den lave dollarkurs giver ny næring til drømmen om selv at hente en kromskinnende amerikansk ’flyder’ eller en rustfri, klassisk sportsvogn hjem fra USA. MotorClassic, FDMs magasin om klassiske biler, ser i det nye nummer nærmere på privat bilimport fra USA. Det er en temmelig kompliceret proces, og faldgruberne er mange. Derfor er det vigtigt at forberede sig grundigt, inden man går i gang, så den amerikanske bildrøm ikke bliver til et kostbart mareridt.

”Først skal man sikre sig, at bilen overhovedet kan indregistreres i Danmark, f.eks. ved at snakke med folk, der har taget en tilsvarende bil hjem fra USA. Desuden skal man regne på, hvad bilen koster inklusive fragt, transportforsikring, told, moms og afgift. Og det er selvfølgelig bedst, hvis man selv besigtiger bilen i USA”, siger Casper Schad, jurist i FDMs juridiske og tekniske rådgivning.

Men ofte handles der på distancen, og da mange bliver skuffede, når bilen kommer til landet og ruller ud af containeren, bør en lokal bilkyndig se på bilen inden købet.

”Det er klogt at alliere sig med f.eks. en amerikansk advokat, der kan sørge for, at købesummen først udbetales, når bilen afleveres til det speditionsfirma, som transporterer den til Europa”, siger Casper Schad.

I det nye nummer af MotorClassic, der netop er udkommet, kan man også læse om at vælge den rigtige olie til klassikeren. Desuden sættes to populære familiebiler fra 60’erne op mod hinanden, nemlig VW 411 og Renault 16, ligesom MotorClassic har kørt en tur i en af kun 34 producerede Maserati 5000 GT, der af omveje er havnet i Danmark.