1. september 2008 - Opel

Ny Astra går 22,2 km/l
Opel er med på den grønne bølge med to nye ecoFlex-modeller.

Opel Astra ecoFlex kører 22,2 km/l
Opel
Opel introducerer ekstra brændstofbesparende versioner af Corsa og Astra. Begge med tilnavnet ecoFlex.

Corsa ecoFlex findes allerede, og nu kommer Opel Astra også i en særlig økonomisk ecoFlex version, der kører 22,2 kilometer på én liter dieselolie opgjort efter EU-normen for blandet kørsel.

Den nyeste ecoFlex version af Corsa 1,3 CDTI med 75 hk klarer nu ifølge samme norm 24,4 km/l, hvilket svarer til et CO2 udslip på 109 gram pr. kilometer. Astra 1,7 CDTI ecoFlex har et CO2-udslip på 119 gram pr. kilometer. Begge er udstyret med vedligeholdelsesfrit partikelfilter som standardudstyr, og begge kommer til de danske Opel-forhandlerne i begyndelsen af næste år. De er endnu ikke prissat.

Astra 1,7 CDTI ecoFlex findes i alle tre karrosserivarianter - tre døre, fem døre og som stationcar. Motoren yder 110 hk og er udstyret med seks-trins gearkasse. I forhold til den normale Astra 1,7 CDTI har ecoFlex versionen forbedret aerodynamik med nye luftindtag, lavere frihøjde, anden udveksling i transmissionen, lavere tomgang og optimering af motorstyringen. Vægten er reduceret med 30 kilo i forhold til den normale Astra 1,7 CDTI blandt andet ved montering af nye hjul.  

Den nye Corsa ecoFlex afløser den nuværende ecoFlex version af Corsa, der har et CO2 udslip på 119 gram. Forbedringen af brændstoføkonomien på 2,2 km/l og 10 gram CO2-udslip svarer til godt ni pct. og er opnået ved en forbedring af motorstyringen, bedre aerodynamik og en vægtreduktion på 45 kilo. I forhold til den forrige ecoFlex version er luftindtagene til motoren foran optimeret, kørehøjden sænket 20 mm, og bilen er udstyret med en ny type hjul og hjulkapsler med mindre luftmodstand og vægt. Hjul og dæk har bidraget til vægtreduktionen med 7,2 kilo.

Opel planlægger ecoFlex versioner af de fleste modeller. Det gælder også den nye Insignia, der får sin ecoFlex version i midten af 2009.