23. september 2008 - BMW

BMW-hybridlimousine
BMW vil ikke stiltiende se på, at Mercedes-Benz er ene om grøn limousine

BMW 7 Concept Series ActiveHybrid
BMW / Bilpriser.dk
EU-politikerne ånder bilfabrikkerne i nakken med trusler om superlave CO2-udledninger fra fremtidens biler. Men de sydtyske luksusmærker BMW og Mercedes-Benz forstår at modgå kravene. Forleden var det Mercedes-Benz, der præsenterede en S 400 BlueHYBRID, og nu kommer BMW med BMW 7 Concept 7 Series ActiveHybrid, der kører 15 procent længere på literen end den normale BMW 750i V8. BMW nævner dog ikke, hvad det er. Men det er tidligere oplyst, at en BMW 750i kører 8,8 km/l, så 15 procent mere burde være 10 km/l.
Midlet er som hos konkurrenten en el-motor, der også fungerer som generator og samler energi op i nogle litium-ion-batterier, når bilen motorbremser. BMW har valgt at bygge den 20 hk og 210 Nm stærke el-motor ind i selve gearkassen. Den supplerer V8-motoren med 407 hk. Modellen har tillige stop-start-teknologi, der standser og starter motoren ved eksempelvist rødt lys.