12. oktober 2017 - FDM

Test af vinterdæk
Nye vinterdæk som skabt til danske vinterveje.

Den danske vinter er ofte mere våd end hvid. Men skal man køre i vinterføre, anbefaler FDM, at man kører på vinterdæk. (Foto: FDM)
FDM

Der er bremselængden til forskel på top og bund i årets kollektion af vinterdæk, der ellers er som skabt til de våde danske vinterveje. Undersøg derfor markedet og læs FDMs vinterdæktest inden køb, lyder rådet.

Sæsonen for vinterdæk er ikke mange uger væk. Skal man have nye vinterdæk til den kommende årstid, gælder det om at se sig for. For selvom årets kollektion af vinterdæk er som skabt til de våde danske vinterveje, er der en afgørende forskel på det bedste og dårligste vinterdæk. Det viser FDMs store vinterdæktest.
 
Ved en total nedbremsning fra 80 til nul km/t holdt en bil med testens bedste dæk stille, mens en tilsvarende bil med testens dårligste dæk stadig kørte med en fart på 37 km/t.
 
FDMs vinterdæktest er udarbejdet i samarbejde med tyske ADAC og omfatter 32 vinterdæk i de ’danskervenlige’ størrelser 15 og 16 tommer. De første passer på de populære minibiler i klasse med f.eks. Peugeot 208 og VW Polo, mens 16-tommerdækkene passer til de populære SUV-modeller.
 
”Vinterdæk er afgørende for sikkerheden, og derfor er det vigtigt, at de har de rette egenskaber. Især i Danmark vil det sige et godt greb på de våde vinterveje, hvor temperaturen ofte er omkring frysepunktet. Derfor er det positivt at se, hvordan det fokus, de europæiske bilklubber de senere år har haft på netop våde veje, for alvor slår i gennem på de nye dæk. Det er netop egenskaberne i denne disciplin, der adskiller testens bedste dæk fra de dårligste,” siger bilteknisk redaktør i FDM, Søren W. Rasmussen.
 
Som i tidligere test er det igen dæk fra premium-producenterne, der klarer sig bedst i den samlede bedømmelse. Her indgår dækkenes egenskaber på våd og tør vej, og på sne og is, samt deres rullemodstand, slidstyrke og dækstøj. Til gengæld dumper kun to af de i alt 32 dæk.
 
”Markedet for dæk kan virke uoverskueligt og være svært at finde rundt i. Derfor er det en god idé at dykke ned i vores test, før man beslutter sig for, hvilke vinterdæk man vil købe. Bilister har ofte forskellige krav til dæk, og det er langt fra sikkert, at testvinderne altid passer til ens behov. FDM anbefaler dog, at man altid lægger vægt på, at vinterdækket klarer sig godt på især våd vej,” siger Søren W. Rasmussen.
 
Se alle resultaterne fra årets vinterdæktest på www.FDM.dk/dæk