29. januar 2018 - Toyota Danmark A/S

Mangel på lærepladser
Bilbranchen skriger efter kvalificerede lærlinge.

Manglen på lærlinge er ikke gået ubemærket hen i bilbranchen
Toyota Danmark

Mange elever på erhvervsuddannelserne kæmper typisk om at få en læreplads. Men inden for fagene autolakerer og karosseritekniker er situationen en helt anden. Her skriger bilbranchen nemlig efter kvalificerede lærlinge. Toyota råber nu vagt i gevær og forsøger gennem et sponsorat af DM i Skills at sætte fokus på problemet.

Det er meget normalt at høre, at der er mangel på lærepladser, og at eleverne fra de tekniske erhvervsuddannelser kæmper om at finde plads. Men i bilbranchen forholder det sig anderledes for fagene autolakerer og karosseritekniker. Her er der nemlig masser af lærepladser, men ingen lærlinge til at fylde dem ud.

”Vi har værksteder, der efter et par års søgen helt har opgivet aktivt at finde egnede lærlinge på deres pladeværksteder,” siger pressechef Anders Tystrup hos Toyota Danmark.

 Han forklarer, at over halvdelen af virksomhedens karosseriteknikere går på pension inden for de næste ti år. Det er en af årsagerne til, at Toyota og bilbranchen generelt står over for en kæmpe udfordring og en akut mangel på lærlinge fra uddannelserne. Det bekræfter de tekniske erhvervsskoler.


I bilbranchen generelt er der et stort behov for flere lærlinge. Vi oplever som skole, at virksomheder henvender sig og spørger til lærlinge i autolakering og karrosseriteknik, og vi må ganske enkelt svare, at vi ikke har nogle. Der er simpelthen ikke nok folk, der søger uddannelserne,” lyder det fra uddannelseschef Jesper Vang Falkenberg fra Teknisk Skole i Silkeborg.

 

Brug for fokus på karosseriteknik

TEC i Hvidovre kan ligeledes skrive under på, at der er et problem på området. Her melder man om, at man indtil for nylig lige akkurat har kunnet følge med markedet, men at der er brug for et øget fokus på især karrosseriteknik.

”Vi kan klart se, at der et problem på området. Det handler nok om, at der ganske enkelt ikke bliver informeret nok om det. Folk kender ikke til uddannelserne. De fleste ved jo, hvad en automekaniker er, men medmindre en af dine venner eller en fra din familie er pladesmed eller karrosseritekniker, så har du sikkert ikke hørt om uddannelsen før,” siger uddannelsesleder Jesper Holm Guldstad fra TEC i Hvidovre.

”Alle kan relatere til en ridse i lakken eller en bule i bilen, men det er de færreste, der tænker over, hvordan det rent faktisk laves,supplerer Jesper Vang Falkenberg fra Teknisk Skole i Silkeborg.

Toyota støtter DM i Skills

Manglen på lærlinge er ikke gået ubemærket hen i bilbranchen, hvor Toyota råber vagt i gevær og nu forsøger at skubbe erhvervsuddannelserne i en positiv retning. Det sker bl.a. som hovedsponsor ved DM i Skills, der er en konkurrence, hvor de dygtigste elever i landet på 61 forskelle erhvervsuddannelser dyster mod hinanden. Her er fagene karrosseritekniker og autolakerer også at finde blandt de konkurrerende discipliner.

”Det er lige så vigtigt for os at have en dygtig autolakerer eller karroseritekniker, som det er at have dygtige og kompetente sælgere i vores forretninger. Vi er i 15 år i træk kåret som det bilmærke, der har de mest tilfredse værkstedskunder. Skal vi fastholde den position og fortsat levere faglig service på topplan, kræver det tilgang af nye unge kompetente og ansvarlige medarbejdere, der kan levere service i top med ekspertviden og faglig stolthed,” siger Anders Tystrup fra Toyota Danmark.

 

Han peger på, at det er helt naturligt for Toyota at støtte DM i Skills, da det giver de unge muligheden for at konkurrere og dygtiggøre sig inden for deres respektive områder. Og så tiltrækker det forhåbentlig nye, unge og lovende elever til de lidende fag inden for bilbranchen.