20. juni 2018 - FDM

Danskerne er brændt varme på hybridbiler
Forbrugernes interesse for hybridbiler er støt stigende.

Bilerne kombinerer elbilens lave energiforbrug med benzinbilens rækkevidde
FDM



Forbrugernes interesse for hybridbiler er støt stigende. Bilerne er vigtige skridt på vejen mod rene elbiler, mener FDM, der har samlet al viden om de forskellige hybridbiler.

Hvor langt kan hybridbilen køre på el alene? Hvor dyr er den i drift, og kan jeg trygt købe en brugt? Spørgsmålene er mange og nysgerrigheden stor, når det gælder hybridbiler, der kører på både brændstof og el.
 
”Vi får hver uge mange henvendelser fra folk, der er interesserede i at vide mere om hybridbiler. Det er helt tydeligt, at der er en stigende interesse for teknologien, men også at mange har brug for mere viden, inden de tør købe en hybridbil. Derfor har vi samlet alt, hvad der er værd at vide om teknologien og de forskellige typer af hybrider på vores hjemmeside,” siger teknisk rådgiver i FDM, Yasser Abaiji.
 
At danskerne efter et længere tilløb synes at have fået øjnene op for hybrid-teknologien kan have flere forklaringer. En af dem er, at tilpas mange har set teknologien an, og flere bilproducenter har bilerne på hylderne.
Mange elbiler er stadig begrænset af deres rækkevidde. Men med eksempelvis en plugin-hybrid vil langt de fleste kunne klare deres daglige kørsel på el alene, men samtidig have mulighed for at køre langt med bilens benzinmotor. Den kombination tiltaler mange.
 
Nok så væsentligt har den seneste afgiftsomlægning betydet, at hybridbilerne er blevet billigere. Det betyder, at de prismæssigt nu er blevet et reelt alternativ til en benzin- eller dieseludgave af samme bil.
 
Det er dog fortsat ens kørselsmønster, der er afgørende for, om en hybridbil er det rigtige valg og i så fald hvilken type.  
 
”Med en plugin-hybridbil får man elbilens gode køreegenskaber i det daglige og benzinbilens rækkevidde, når man skal køre langt. Derfor er teknologien også et vigtigt trin på vejen, indtil elbilerne kan tage over. Det ses også på udvalget af hybridbiler, der i dag er langt større og mere spændende end for bare få år siden, og stort set alle bilproducenter er på vej med adskillelige nye modeller. Det er også derfor, vi har valgt at samle vores viden, så vi kan rådgive forbrugerne bedst muligt,” siger Yasser Abaiji.