25. juli 2018 - Toyota

Børn mangler viden om trafikken
Børn har brug for træning for at blive sikre i trafikken.

Hver fjerde forælder har ikke lært barnet om betydningen af rød mand og grøn mand, mens hver femte ikke har lært barnet, hvornår det er sikkert at krydse en vej.
Toyota

Knap hver fjerde forælder med børn i alderen 3-5 år har ikke lært deres barn om helt grundlæggende regler som betydningen af rød mand og grøn mand, når man færdes som fodgænger i trafikken. Det viser en ny undersøgelse af Epinion.

Rød mand, grøn mand. Se til venstre, se til højre, se til venstre igen. Der er mange regler, lyde og signaler at forholde sig til i trafikken, og for de yngre, bløde trafikanter kan det være en stor udfordring at huske dem alle. Spørger man forældrene, mener hele otte ud af ti med 3-5 årige børn da også, at barnet i høj eller meget høj grad kan blive dygtigere til at færdes i trafikken.

Alligevel har hver fjerde forælder ikke lært barnet om betydningen af rød mand og grøn mand, mens hver femte ikke har lært barnet, hvornår det er sikkert at krydse en vej. Det viser en undersøgelse foretaget af Epinion på vegne af Børneulykkesfonden.

”Børn har brug for træning for at blive sikre i trafikken. Undersøgelsen viser, at der er væsentlige områder inden for trafiksikkerhed, som forældre ikke får trænet med barnet, som fx hvordan man krydser en vej eller lyssignalets betydning. Men det er vigtigt at få prioriteret trafiktræningen fra en tidlig alder og lære børnene at bruge både øjne og ører i trafikken. Det skaber de bedste trafikanter,” fortæller Henriette Madsen, Generalsekretær hos Børneulykkesfonden.

Toyota vil reducere antallet af trafikulykker
Når forældre skal trafiktræne deres barn, kan det være en stor hjælp at tage udgangspunkt i konkrete materialer og den daglige færden i trafikken. Til det formål har Børneulykkes-fonden i samarbejde med Toyota Danmark udviklet trafikklubben Ny Trafikant med Villads fra Valby. Her får man som medlem læringsmaterialer, spil og lege, som gør det nemt at inkludere trafiktræning i hverdagen.

”Trafikklubben lærer børn om sikkerhed i trafikken på en sjov og underholdende måde, og giver nogle konkrete redskaber til at tage dialogen med børnene, så det bliver en leg at træne trafiksikkerhed derhjemme. Suppleret med en snak om, hvor det er sikkert at krydse en vej, hvad skiltene betyder og betydningen af rød mand og grøn mand, er forældre godt på vej til at skabe gode trafikvaner hos barnet,” fortæller Henriette Madsen.

Hos Toyota vægter man trafiksikkerhed højt, hvilket er årsagen til, at man i samarbejde med Børneulykkesfonden har startet en trafikklub for børn op. Målet for Toyota er at reducere antallet af trafikulykker – både gennem endnu mere sikre nye biler med automatiske sikkerhedssystemer og altså gennem oplysning og undervisning af især de yngste, bløde trafikanter.

”Vi er glade for at være med til at sikre Danmark en landsdækkende trafikklub, som med leg og læring i børnehøjde kan skabe de bedste forudsætninger for en fremtid med sikre trafikanter,” siger pressechef Anders Tystrup hos Toyota Danmark.

Et medlemskab af trafikklubben Ny Trafikant koster blot 199 kr. pr. år og medfører en årlig medlemspakke med en masse spændende og lærerigt indhold med unikke Villads fra Valby produkter samt adgang til trafikklubsiden med trafikspil, opgaver og guidelines til, hvordan man får sikkerheden i top derhjemme.