31. maj 2002 - Volkswagen

Golf med 241 heste
Super-Golf med seriens hidtil kraftigste motor

Golf 2,8 V6 4motion får nu en værdig afløser med den nye R32.
Af Jeppe Lykke Hansen
En VW Golf med 241 hestekræfter lyder næsten for vild til at være sand. Men ifølge det normalt velinformerede amerikanske Car Connection er det netop, hvad Volkswagen for øjeblikket går og bikser med.

Super-Golfen skulle få premiere på en ellers ubeagtet motorudstilling i Madrid og bære navnet Golf R32.

Golf 3,2 V6
De mange kræfter kommer fra en ny 3,2 liters version af VW's VR6-motor. R32 er udrustet med en sekstrins gearkasse og trækker på alle fire hjul.

Sports-Golfen er sænket med 2,5 centimeter og kabinen stoppet med læder og aluminium. Den skulle blive frigivet til salg senere i år.

Dyr Golf
Prisen er endnu ukendt, men den dyreste Golf på det danske marked i dag, er 2,8 V6 med 204 hestekræfter til 417.699 kroner.

Prisen på Golf R32 med 241 hestekræfter må forventes at blive markant højere, så det er tvivlsomt, at der herhjemme vil være købere til kraftværket, og dermed også at den importeres til landet.



BILPRISER.DK'S NYHEDSBREV
Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag. KLIK HER