Pressemeddelelse Bilpriser.dk
Til fri redaktionel afbenyttelse med kildeangivelse

Bilsvindlere på retræte

Bilpriser.dk fik hjælp fra brugerne og fik sat en stopper for annoncesvindlere.

Bilpriser.dk
De udenlandske svindlere, der i begyndelsen af 2009 forsøgte at narre penge fra godtroende bilkøbere på salgshjemmesider som Bilpriser.dk, Bilbasen.dk og Bilzonen.dk, har taget flugten for denne gang. Effektive modforanstaltninger som Bilpriser.dk's anmeldersystem har sammen med pressens omtale sendt svindlerne på retræte.
" Forsøgene er en tilbagevendende svøbe, som de internationale svindlere med jævne mellemrum irriterer brugere og bilsites med. Men nu er svindelforsøgene ebbet ud", fortæller Country Manager Steen Kristensen fra Bilpriser.dk.
"Det var træls for branchen, at køberne blev skræmte af historierne om dem, der havde sendt titusindvis af kroner til udlandet for en fiktiv, billig bil, de havde set på en af de førende bilhjemmesider. Men de foranstaltninger, som vi hver især har sat i værk, ser ud til at virke. De ærlige brugere har hjulpet os med at sende tips om mistænkelige annoncer, og så har vi omgående kunnet skride effektivt til handling over de ganske få forsøg der trods alt har været hos os", tilføjer han.
Bilpriser.dk og Bilzonen.dk har det handicap, at privatannoncerne er gratis. Det gør det muligt for svindlere at oprette annoncer uden at afsløre deres rigtige identitet. Derfor har begge sites oprettet anmelderknapper på den enkelte private bilannonce. På Bilbasen.dk, der også har et anmeldersystem, har man ikke gratis annoncering. Derimod har man bl.a. indført et betalingssystem, der stort set umuliggør svindlernes mulighed for at sløre deres identitet, fordi kreditkortet skal frem hver gang.
"Vi har dog ikke tænkt os at indføre betalingsannoncer af den grund. Vi ønsker stadig gratis annoncer for hr. og fru Danmark med mulighed for at vise det samme, som andre skal have penge for. Til gengæld beder vi brugerne om hjælp til at sikre, at eventuelle svindelannoncer bliver luget ud. Hvis man som bruger ser et mistænkeligt godt tilbud, typisk fra en udlænding, så kan man straks anmelde det ved at klikke på anmelderikonet. Herefter tager vi fat i sagen og sletter om nødvendigt annoncen og brugerprofilen", siger Steen Kristensen.
Summa summarum: Det er igen trygt at handle bil på nettet. Og priserne på for eksempel mellemklassemodellerne ser ud til at have bundet, fordi udbud og efterspørgsel på dem er ved at være i balance. Så der er god grund til at kikke på biler nu, inden priserne stille begynder at stige.

Siden 1999 har Bilpriser.dk været danmarks førende kilde til vurdering af brugte biler. Alle vurderinger er baseret på BilpriserPro Prisberegning, bilbranchens uafhængige værktøj til bilvurdering.