• Læs mere om:
  • Miljø og sikkerhed
  • Marked og mærker
  • Nye modeller
  • Konceptbiler
11. november 2008 - BJ Auto

Dacia-import i gang

BJ Auto i Silkeborg har startet import af det rumænske mærke Dacia

Dacia Logan importeres nu af BJ Auto i Silkeborg. Foto: BJ Auto. Dacia Logan importeres nu af BJ Auto i Silkeborg. Foto: BJ Auto.

Bilpriser.dk
BJ Auto i Silkeborg tyvstarter Dacia-import
De danske bilkøbere får nu mulighed for at købe en Dacia. Det rumænsk-franske bilmærke importeres af BJ Auto i Silkeborg. Indehaver Benny Jensen synes ikke, at de danske forbrugere skal vente, til den officielle importør - Renault Danmark - begynder at sælge Dacia til næste efterår.

Tilbyder 15 forskellige udgaver af Dacia Logan
BJ Auto tager i første omgang den ny Dacia Logan hjem. Den vil kunne fås i 15 forskellige udgaver, med 5 eller 7 døre og med forskellige benzin- og dieselmotorer fra Renault. Han har en demo-model stående, og hvis folk efter en prøvetur er tilfredse, kan de bestille den ønskede model. Så henter han de bestilte Dacia’er med sin egen autotransporter.

7-personers Dacia Logan for 155.900 kroner
Slagtilbuddet er en Dacia Logan Ambiance med 1,6-liters benzinmotor med 87 hk. Den er prissat til 159.900 kroner. Ønsker man en pakke med 15 års rustgaranti, træk, 5 års garanti, bundmåtter og kørelys, er prisen 167.900 kr. En model med 68 hk dieselmotor og 7 sæder vil kunne fås for cirka 210.000 kroner, mens modellen med den stærkere 85 hk dieselmotor nok kommer til at koste mellem 220.000 og 225.000 kroner, også med syv sæder.

Spændt på Renaults reaktion
Benny Jensen er spændt på den officielle importørs reaktion:
”Jeg er spændt på at se, hvordan Renault Danmark vil reagere, men ifølge EU’s regler skal alle forhandlere have adgang til at købe nye biler og sælge dem videre. Men jeg ved godt, at der spændes ben for de frie forhandlere, der forsøger”, siger han.

Dacia-bilerne købes ”i Europa”

Benny Jensen ønsker ikke at fortælle, hvor han køber sine Dacia’er:
”De bliver købt i Europa. Men der er 5 års garanti og 6 års rustgaranti fra fabrikkens side. Jeg tilbyder så, at de kan blive yderligere rustbeskyttet, så der er rustgaranti i 15 år”, fortæller han.
Leveringstiden vil være 3 til 4 uger, regner han med.

Importør har ikke krudt til at lancere nyt mærke
Hos Renault Danmark erkender man, at BJ Auto åbenbart kommer først. Den planlagte introduktion af Dacia i januar 2009 er således skubbet til efteråret 2009.
”Det er der flere grunde til. Dels er der flere lande i Europa, hvor indtjeningen på Dacia er bedre end i Danmark. Derfor prioriteres de lande højere. For det andet er det en stor mundfuld at skulle introducere et nyt mærke. Det kræver en del krudt, og det har vi nok ikke lige nu”, siger pressechef Søren Hyltoft.

Renault vil satse hårdt på ny Mégane
”Vi er i gang med introduktionen af en række nye Renault’er, blandt andet kommer den ny Mégane i januar. Det er en meget vigtig model for os. C-segmentet, som den tilhører, udgør en tredjedel af det europæiske bilmarked”, tilføjer Renaults danske pressechef.
”Mégane Touring er en af bestsællerterne lige nu, mens vi ikke kan sælge hatchbacken. Den er for aparte for mange bilkøbere. Til januar kommer der til gengæld en velskabt hatchback. Den satser vi hårdt på at sælge mange af”, siger Søren Hyltoft.

I tilfælde af garantireparationer er der kun BJ Auto
Renault Danmark vil lade det op til køberne selv at beslutte, om de vil købe Dacia hos BJ Auto:
”Som udgangspunkt skal kunderne bare være opmærksomme på, at de i tilfælde af garantireparationer kun har BJ Auto at henvende sig til. Vores værksteder er ikke klar til at yde Dacia-support, og vi har ingen Dacia-reservedele”, advarer Søren Hyltoft.
”Priserne er heller ikke specielt lave i forhold til de priser, vi har kikket på. Vi er overbevist om, at når vi kommer med Dacia, er kunderne 100 procent dækket ind med specialuddannede mekanikere, de bedste priser og de bedste vilkår, slutter han.

BILPRISER.DK'S NYHEDSBREV

Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag.

Nyhedsbrev

Nyt fra Bilpriser.dk

Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag


Siden 1999 har Bilpriser.dk været danmarks førende kilde til vurdering af brugte biler. Alle vurderinger er baseret på BilpriserPro Prisberegning, bilbranchens uafhængige værktøj til bilvurdering.