• Læs mere om:
  • Miljø og sikkerhed
  • Marked og mærker
  • Nye modeller
  • Konceptbiler
8. december 2019 - De Danske Bilimportører

Bilsalget i november 2019

I november er der blevet solgt 18.114 personbiler.

Den bedst sælgende model i november er Peugeot 208, med 513. På en tæt andenplads finder vi Citroen C3, der har solgt 511 biler. Den bedst sælgende model i november er Peugeot 208, med 513. På en tæt andenplads finder vi Citroen C3, der har solgt 511 biler.

De Danske Bilimportører

I november er der blevet solgt 18.114 personbiler, sat op i mod 17.928 i november 2018. Dette resulterer i salg i november som er fuldt på niveau med året før.
For året er der blevet nyregistreret 210.100 biler, hvilket er 2,7 procent flere biler end sidste år, hvor der til og med november blev nyregistreret 204.576 personbiler.

”Det går godt med personbilsalget og november 2019 er endnu en måned hvor salget har været på niveau med året før. Danskerne har fået flere penge mellem hænderne og vælger at investere nogle af dem i en ny bil. Det er således grundmekanismer i samfundsøkonomien, som bilsalget drives frem af.” forklarer direktør for De Danske Bilimportører, Gunni Mikkelsen.

Elbiler, opladelige biler (plug-in) og alm. hybridbiler

Salget af elbiler er steget markant de seneste år. Denne måned er der blevet solgt 374 elbiler, hvilket er 76,4 procent flere end november sidste år, hvor der blev solgt 212 elbiler. For år til dato er der blevet nyregistreret 4.618 elbiler, hvilket er 3.306 flere elbiler, end der blev solgt i samme periode 2018, hvor der blev solgt 1.312 elbiler. Salget til og med november er allerede rekord, det største salg, som vi havde i 2015, var nemlig kun på 4.311 elbiler.

”Vi er naturligvis meget tilfredse med det flotte salg af elbiler, det er dog vigtigt at pointere, at elbiler fortsat udgør en lille procentdel af det samlede personbilsalg. De Danske Bilimportører har et håb om at langt flere elbiler kommer ud at køre på de danske veje, indenfor en overskuelig fremtid. Flere elbiler er nemlig en af de hurtigste veje til at indfri det politiske mål om at reducere CO2-udslippet med 70 procent i 2030 i forhold til 1990” lyder det fra direktør for De Danske Bilimportører, Gunni Mikkelsen.

De igangværende finanslovsforhandlinger kan have stor betydning for den fortsatte udbredelse af elbiler. Ved ikke at ændre i registreringsafgiftsloven for elbiler vil der ske markante ændringer i prisen på samtlige elbiler i fremtiden. Sammensætningen af de nuværende afgifter betyder nemlig, at elbiler bliver dyrere for hvert år der går, og allerede fra årsskiftet, vil elbiler der koster over 400.000 kr. blive pålagt stigning i registreringsafgift.

Gunni Mikkelsen, direktør for De Danske Bilimportører, uddyber:
”Hvis regeringen ønsker at sænke Danmarks samlede CO2-udledninger, vil en politik som denne føre til det modsatte, da meget få borgere vil kunne købe elbiler og dermed bidrage til den grønne omstilling, ligesom vi heller ikke vil kunne bidrage til de mål som EU har sat for at tvinge bilproducenterne til at udvikle og sælge grønne biler”.

Også plug-in (opladelige) hybridbiler bliver solgt over sidste års niveau – både på måneden og for år til dato. I november 2019 har 432 plug-in hybridbiler fået nummerplade på, hvor det kun var tilfældet for 230 plug-in hybrider november 2018. Salget af plug-in hybridbiler i november er dermed 87,8 procent højere i 2019, sammenlignet med november 2018. Sammenlignes der for år til dato, er der ligeledes sket en stigning.
Frem til og med november 2019, er der kommet 3.623 plug-in hybrider til bilparken. I samme periode i 2018 var der sammenlagt kommet 3.028. Det giver en stigning på 20 procent.

”Det er tilfredsstillende at se, at salget af plug-in hybridbiler har haft et højt og stabilt niveau hele 2019. Det skyldes, ligesom ved elbiler, at flere danskere ønsker at bidrage til den grønne omstilling. Plug-in hybridbiler er desuden kendt for at være meget brændstoføkonomiske og er derfor et grønnere alternativ til den konventionelle diesel- eller benzinbil” forklarer direktør for De Danske Bilimportører, Gunni Mikkelsen.

Desuden er der kommet 970 almindelige (ikke-opladelige) hybridbiler på vejen i november måned, hvor der i samme måned sidste år kom 701. I årets første 11 måneder er der sammenlagt blevet solgt 9.255 almindelige hybridbiler i 2019, hvor der i den samme periode sidste år blev solgt 8.167.

Til og med november 2019 ses den samme tendens som fra januar til november 2018. Der er kun minimale ændringer i fordelingen af segmenterne. SUV-segmentet er fortsat et meget populært valg og det samme gælder biler i B-segmentet. Tilsammen udgør de 52 procent af det samlede personbilsalg for år til dato, hvor SUV-segmentet har den største markedsandel med 28,1 procent. Danskerne er begyndt at kunne se fordelene ved en lidt højere bil. 70 procent af de SUV’er, som er blevet solgt, er i segmentet små og mellemstor, hvilket betyder at de er samme størrelse som en almindelig familiebil, blot lidt højere.

Udvikling af leasing (privat- og erhvervsleasing)

De positive leasingtendenser fortsætter i november 2019, da der er kommet 8.910 leasingbiler (både privat og erhverv) på de danske veje. Til sammenligning blev der leaset 8.115 biler i november sidste år, hvilket er en stigning på 9,8 procent.

Privatleasing udgør i november 14 procent af personbilsalget, hvor erhvervsleasing udgør 35 procent. Dermed udgør leasingandelen 51 procent af de samlede nyregistreringer og er derfor over niveauet i november sidste år, hvor leasingandelen var på 45 procent.

Udviklingen for de privates anskaffelse af personbiler er således, at 26 procent af de private i november, har anskaffet deres bil via privatleasing. Niveauet er derfor sammenligneligt med november 2018, hvor 24 procent af privatmarkedet privatleasede en ny bil.

”Der har længe været ro omkring privatleasing af personbiler, og forbrugerne føler sig derfor mere sikre i deres valg. Dette har medført en styrket tillid til leasingmarkedet generelt.” uddyber direktør for De Danske Bilimportører, Gunni Mikkelsen

Top 3 personbiler i november
Det mest populære mærke i november måned er Volkswagen, der har solgt 2.495 biler. På andenpladsen befinder Toyota sig med 1.680 biler og på tredjepladsen ligger Mercedes-Benz, der har fået 1.554 nye biler på de danske veje.

Den bedst sælgende model i november er Peugeot 208, med 513. På en tæt andenplads finder vi Citroen C3, der har solgt 511 biler. På en meget tæt tredjeplads ligger Toyota Yaris med 509 biler.

BILPRISER.DK'S NYHEDSBREV

Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag.

Nyhedsbrev

Nyt fra Bilpriser.dk

Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag


Siden 1999 har Bilpriser.dk været danmarks førende kilde til vurdering af brugte biler. Alle vurderinger er baseret på BilpriserPro Prisberegning, bilbranchens uafhængige værktøj til bilvurdering.