21. juli 2006 - Pressemeddelelse - FDM

Løse hunde er til fare
Ny crashtest viser farligheden ved ikke at fastspænde dyr

En ny crashtest viser farligheden ved ikke at spænde kæledyrene fast.
Pressemeddelelse - FDM
En ny crashtest illustrerer vigtigheden af at spænde kæledyrene fast, hvis de skal med på køreturen. Der kan være alvorlige konsekvenser ved at lade være. Hunden bør sidde bag hunde-gitter eller være spændt fast i en hundesele eller transportbur, hvis den skal med på køreturen.

Mange tager familiens kæledyr med i bilen, når de skal på udflugt eller ferie. Men det er ikke ufarligt at have en løs kat eller hund med i bilen. En ny crashtest som FDM og andre udvalgte europæiske bilklubber har fået foretaget, viser hvilke konsekvenser en løs hund kan have både for passagerer og hund.

"Det er stærke billeder, hvor man ser, hvordan en ikke fastspændt hund vil blive slynget fremad, hvis bilen bliver involveret i et uheld. Det kan have alvorlige konsekvenser for både hunden og de øvrige passagerer i bilen. Derfor skal større kæledyr spændes fast ligesom øvrige passagerer i bilen. Ved en kollision med blot 50 km/t kan dyret opnå 10 gange sin egen tyngde," siger FDM's motorredaktør Leif Nielsen.

Udover at familiens kæledyr skal spændes fast, så skal man også tænke over, hvor man placerer dyrene. Har man en bil, hvor det er muligt at montere et hundegitter, som dyret kan sidde bag er det en sikkerhedsmæssig fornuftig løsning. Er der ikke mulighed for at sætte et gitter op, bør hunden sidde i en speciel hundesikkerhedssele eller en fastspændt transportkasse.

"Hunde i hundesikkerhedsseler skal altid placeres på bagsædet. Dermed undgår man, at hunden generer føreren og samtidig kan den ikke blive ramt af frontairbaggen ved sammenstød. Hvis man alligevel vælger at spænde hunden fast på forsædet, så skal airbaggen om muligt slås fra i passagersiden," siger Leif Nielsen.

Det er dog ikke kun hunden, der bør sættes fast. Fx skal der ikke meget fantasi til at forestille sig, hvor galt det kan gå, hvis man fx sidder med undulaten eller en kanin i et bur på skødet, og bilen kommer ud for et uheld. Derfor bør mindre kæledyr som fx undulater, marsvin og kaniner blive transporteret i specielle transportkasser som spændes fast, så de ikke kan skade de øvrige passagerer ved sammenstød.

Derfor lyder rådet fra FDM. Skal kæledyrene med i bilen, så skal de være forsvarligt fastspændt både af hensyn til dyrenes og bilens øvrige passagerers sikkerhed.