5. februar 2001 - Toyota

En fransk Toyota
Toyota starter produktion af Toyota Yaris i Nordfrankrig

Onsdag den 31. januar 2001 kunne Toyota fejre produktionsstarten af den første europæisk-byggede Toyota Yaris på Toyotas nye fabrik i Valenciennes i Frankrig.
Toyota Motor Manufacturing France (TMMF) er navnet på Toyotas nye franske fabrik, som onsdag den 31. januar 2001 kunne fejre produktionsstarten af den første europæisk-byggede Toyota Yaris.

Den nye fabrik er beliggende i Valenciennes i den nordlige del af Frankrig og har været under opførelse siden 1998. Fabrikken har en kapacitet på cirka 150.000 Yaris'er om året og vil - når kapaciteten når sit maksimum - beskæftige 2.000 medarbejdere. På nuværende tidspunkt beskæftiger fabrikken 1.100 ansatte og antallet forventes at stige til cirka 1.500 ved udgangen af dette år.

Fabrikken repræsenterer en investering på cirka 4,5 milliarder danske kroner og understreger Toyotas klare målsætninger for en fortsat stigning i salget i Europa samt Toyotas filosofi om at bygge bilerne på det marked, hvor de skal sælges.

Med et Toyota Yaris salg i Danmark sidste år på i alt 3.268 biler har Yaris manifesterede sig som en af de bedst sælgende bilmodeller på markedet. Den første fransk-producerede Toyota Yaris kommer til Danmark i løbet af efteråret 2001.