5. marts 2009 - Renault Danmark

Ny Scénic og Grand Scénic
Renault afslører de nye Scénic i Genève i marts

Den nye Grand Scénic er blevet 22 cm længere

Renault 
22 cm længere Grand Scénic
Der er flere nyheder på Renault-standen i Geneve. En af de største er uden tvivl afsløringen af den nye Renault Scénic og den 22 cm længere Grand Scénic.

Historien bag Renault Scénic

Da Renault Scénic i 1996 første gang så dagens lys var den en pioneer i kompakt MPV segmentet. I 2004 kom anden generation Scénic, og som noget nyt blev den også præsenteret i længere version med plads til op til syv personer – naturligt nok benævnt Grand Scénic.  

Den nye Scénic og Grand Scénic, der introduceres i Danmark i begyndelsen af efteråret, bygger videre på succesen grundlagt i 1996. En succes skabt af bilens karakteristika som plads, fleksibilitet og kørekomfort.

Design har givet plads

Nyhederne i den nye Scénic/Grand Scénic er mange, men blandt de mest iøjnefaldende, udover designet er, at der er blevet mere plads til alting. Kabinen har op til 92 liter gem-væk-plads, herunder fire aflægningsrum i gulvet, fire under sæderne og et handskerum, der rummer 11 liter. 

Derudover er bagagerummet øget med ti procent, så der i Scénic nu er 522 liters bagageplads, mens Grand Scénic sluger 752 liter.
Mens der er plads til fem ombord på den nye Scénic, er det muligt at få Grand Scénic med en 3. sæderække, så der i alt er plads til syv i bilen. Har man ikke brug for den 3.sæderække kan den enkelt og nemt foldes ned i bunden af bilen. 

Længere og smartere
Længden på den nye Scénic er øget otte centimeter, fra 4,26 meter til 4,34 meter, mens den i Grand Scénic er øget med 11 centimeter, fra de nuværende 4.45 meter til 4,56 meter. Forskellen mellem Scénic og Grand Scénic er 22 centimeter.

Komfortudstyr

Et er det objektive mål - noget andet er nyskabelserne i bilen og de er mange. Ganske som den nye Mégane er servostyringen ændret væsentligt, så styringen føles mere stram og præcis. Desuden er affjedringen især foran blevet strammet. Kombinationen af disse to faktorer giver en bil, der føles mere personvognsagtig. Samtidig er mængden og kvaliteten af komfortudstyr øget.
En helt ny instrumentering tilføjer bilen eksklusivitet. Blandt andet er det muligt at bestille bilen med bizonet klimaanlæg med samme funktioner som man kender det fra Laguna, hvor det er muligt at indstille klimaanlægget på tre forskellige positioner soft-auto-fast mode.

Mange nye motorer
Også når det gælder motorprogrammet er der tænkt meget nyt.  Der er hele seks forskellige benzinmotorer at vælge imellem. Blandt andet den nye 1,4 liters 130 hk TCe motor og en traditionel 2.0 motor med 140 hk, der blandt andet fås med automatgearkasse.
Den 1,4 liters TCe motor er en af de første motorer, der markerer den downsizing tendens som Renault i årene fremover vil udvikle meget mere. Bilen har kræfter og moment som en traditionel 2.0 liters motor, men har kun et brændstofforbrug på 14 km/l ved blandet kørsel. 

Men ønsker man lavt brændstofforbrug er der ingen vej udenom Renaults formidable dieselmotorer. Her den 1,5 liters udgave langt den mest udbredte. I Scenic er det muligt at få den med 85 hk, 105 og 110 hk, mens man i Grand Scénic ikke kan få den mindste motorvariant. De to sidstnævnte er udstyret med partikelfilter som standard. Desuden er det muligt at få en 130 hk diesel, en 150 hk diesel med automatgearkasse og en 160 hk diesel med manuel gearkasse. Alle er naturligvis udstyret med partikelfilter som standard. Standard er også 30.000 km serviceinterval og livstidsgaranti på dieselpartikelfiltrene.

Sikkerhed i højsædet
Som i alle Renault er sikkerheden i højsædet. Og ganske som det er tilfældet i den allerede introducerede Mégane hatchback, så byder Scénic på en række sikkerhedsmæssige nyskabelser.
Standardudstyret omfatter naturligvis antiskridsystemet ESP og seks airbags, samt selehuskere på alle pladser. Sikkerhedsselerne er udstyret med dobbelte forstrammere, så presset på overkroppen i tilfælde af en kollision bliver reduceret mest muligt. Desuden er den nye Scénic udstyret med dobbelte kamrede airbags, der udløses og oppustes med forskellig styrke og hårdhed, alt efter, hvor kraftig en kollision, der er tale om.

Introduktion til efteråret

Scénic og Grand Scénic introduceres i Danmark til efteråret. Det er endnu for tidligt at sige noget om priser og udstyrsvarianter.