27. oktober 2000 - Volkswagen

Ærespris til Lupo 3L
Motorjournalisternes Klub Danmark (MKD) har tildelt VW Lupo 3L TDI en ærespris

Den tre-liters Lupo sælges dyrere som brugt end som ny.
Hæderen tildeles biler, der realiserer afgørende tekniske landvindinger - og det er ikke hvert år, der findes en kandidat til denne pris. Miljøhensyn var afgørende for dette års pris: Lupo 3L TDI har et gennemsnitligt dieselforbrug på kun 33 km/l. Desuden er opfylder den som den eneste dieselbil den strenge udstødningsnorm, D4.

Volkswagen Lupo 3L TDI har nu både fået de danske motorjournalisters og forbrugeres blå stempel. Danskerne vil gerne køre miljøvenligt, og dét kan de med den lille, men rummelige sparebil, hvis pris også er særdeles gunstig. Den gode brændstoføkonomi har også fået ændret det danske afgiftssystem. Det betyder, at de årlige grønne afgifter er på kun 140,- kr. Selv om Volkswagen Gruppen har tildelt omkring 15% af verdensproduktionen, mod normalt 0,6%, til danske kunder, er det desværre ikke nok til at dække efterspørgslen.

Teknikken i Lupo 3L TDI
Motoren i Lupo 3L TDI er en trecylindret 1,2 liters turbodieselmotor med direkte indsprøjtning. Den er udstyret med Volkswagens pumpe-dyse-indsprøjtningssystem og yder 61 HK. Drejningsmomentet er 140 Nm mellem 1.800 og 2.400 omdrejninger i minuttet. Det avancerede indsprøjtningssystem gør sammen med en variabel turbolader, ladeluftkøling og en lav indre friktion den lille motor særdeles effektiv. Således er motorens virkningsgrad, som er et mål for, hvor effektiv brændstoffet udnyttes, større end i nogen anden personbilsmotor.

Også en elektronisk styret gearkasse med start-stop-funktion gør sit til at holde forbruget nede. Gearkassen vælger selv de mest forbrugsgunstige skiftetidspunkter, og holder man stille i mere end 4 sekunder med bremsepedalen trådt ned, standser motoren automatisk. Motoren starter automatisk igen, når man slipper bremsen.

Bilens vægt og karrosseriets aerodynamik har afgørende betydning for brændstofforbruget. I forhold til en almindelig Lupo er vægten reduceret betragteligt takket være anvendelsen af lette materialer som aluminium og magnesium. En Lupo 3L TDI vejer kun 830 kg, og denne lave vægt er vel at mærke opnået uden at gå på kompromis med sikkerheden. Den er nemlig fuldt på højde med sikkerheden i en almindelig Volkswagen Lupo, som har opnået topkarakteren 4 stjerner ved den eutopæiske NCAP crash-test. Også luftmodstanden er minimeret, således at cW-værdien er helt nede på 0,29, hvilket er en meget lav værdi for så lille en bil.