1. juli 2009 - Renault

Megane Coupé som van
Renault Megane Coupé fås nu som van med 130 hk diesel- eller 180 hk turbomotor

Den nye Megane Coupé van til er under 200.000 kroner

Renault

Kraftfuld og komfortabel van
Den nye Coupé van henvender sig til et publikum, der sætter køredynamik i højsædet, og kun har brug for to sæder, uden på nogen måde at gå på kompromis med sikkerhed og komfort. Således er bilen udstyret med seks airbags, ganske som den almindelige coupé og varerumsadskillelsen er udformet så forsæderne kan køre helt tilbage - uden at komme i karambolage med adskillelsen.

Under 200.000 kroner
Prisen for en 130 hk diesel er 167.748 kroner ( incl moms 197.699 kr)  mens man må gi 171.208 kroner ( 199.738 kr.) for benzinudgaven . En pris, der ligger et godt stykke under den oplagte konkurrent- VW Scirocco, hvor 140 hk diesel koster 250.800 kroner og benzinudgaven med 1,4 liters motor og 160 hk koster 252.381 kroner. 

"Indtil nu har vi koncentreret os om de rigtige varebiler, hvor Renault har en stor og varieret modelpalet. Med Master og Trafic som de rigtige kassebiler. Siden har vi fået firehjulstrækkeren Koleos og den lille Grand Modus ombygget, og nu er tiden kommet til de rigtig sjove biler", siger flåde- og varevognschef Peter Nielsen fra Renault.

"Og netop fordi der er tale om en smart og eksklusiv bil, har vi gjort ekstra meget ud af varerumssadskillelsen. Sikkerhedsbøjlen er således udført i børstet aluminium så det matcher instrumentbordet, og vi har haft meget fokus på støjdæmpningen af kabinen", siger Peter Nielsen.

Vælg efter temperament
Om man har brug for en diesel eller en benzin afhænger helt af behov og temperament. Ønsker man en sejtrækkende, støjsvag og økonomisk Coupé er valget oplagt. Den 130 hk dieselmotor har et moment på 300 Nm ved blot 1750 omdr./min og klarer  0-100 km/t på 9,5 sekund. Tophastigheden er på 210 km/t og forbruget ved blandet kørsel er på  blot 19,6 km/l. Dieselpartikelfilter er naturligvis standard og der er 30.000 km serviceinterval.

Vægter man acceleration og benzin i tanken er det den 180 hk turbo udgave man skal kigge nærmere på. Den spadserer fra 0-100 km/t på blot 7,8 sekund og festen stopper først ved 230 km/t. Trods de heftige præstationer er brændstofforbruget ved blandet kørsel på 13,2 km/l.

Rigt udstyret og fuld sikkerhed
Ganske som personvognsudgaven er Megane Coupé van sikker og utrolig veludstyret som standard. ESC og seks airbags er naturligvis standard, og det er svært at finde ret meget ekstraudstyr som man står og mangler. Standard er således bizone klimaanlæg, 16 tommer alufælge, læderrat, lædergearknop, fartpilot, cruisecontrol, regnsensor, højdejusterbart passagersæde og ratbetjent radio CD. Ønsker man at tilføje bilen endnu mere eksklusivitet kan man vælge frit blandt en lang række muligheder, der blandt andet tæller glastag og hands free smart card.

Renault Megane Coupe van er klar til omgående levering, blot skal man påregne cirka 14 dage til ombygningen.

Varerumsmål er:

· Længde (gulvplan) 1.485 mm
· Bredde (maks)  1.320 mm
· Bredde (ml hjulkasser) 1.130 mm
· Højde  876 mm