9. juli 2009 - fpn

Trafikvaner undersøgt
Dækfirmaet Continental har undersøgt, hvad bilister lader sig distrahere af

Det går ud over koncentrationen, hvis du foretager dig andet, mens du kører. Foto: Colourbox

fpn
Manglende opmærksomhed
"Koncentrer dig om kørslen," har måske været nogle af de første ord fra din kørelærer. Alligevel har bilister kun opmærksomheden rettet mod trafikken i to tredjedele af den tid, de bruger bag rattet. Det viser en britisk undersøgelse, gennemført af dækfirmaet Continental og refereret af fpn.dk.

Ifølge undersøgelsen indrømmer 6 ud af 10 bilister, at de bag rattet går på stand-by, og hver anden erkender, at turen til og fra arbejde foregår per automatpilot. Næsten 6 ud af 10 fortæller også, at de glemmer dele af turen. Continental har spurgt 4.000 britiske bilister om deres trafikvaner.

Risikoen vokser
"Tallene vækker bekymring, fordi der i trafikken kan ske så meget på et øjeblik. Som bilist skal man hele tiden være klar til at reagere på en opstået situation,og reaktionstiden bliver længere, hvis man er optaget af andre ting," siger Gyu Frobisher fra Continental til Newspress.

Undersøgelsen viser, at gennemsnitsbilisten sidder bag rattet i 45 minutter om dagen, men i 17 af disse minutter befinder han eller hun sig i sin egen verden. Tre gange på hver tur lader bilisten sig distrahere i omkring fire sekunder per gang. Det kan føre til ulykker, når bilen hvert sekund flytter sig en 16-17 meter ved en hastighed på 60 km/t.

"I vores travle hverdag gælder det om at udnytte tiden. Men det er ikke som bilist, at man skal gøre flere ting ad gangen," tilføjer Gyu Frobisher.

Her distraheres du
1. Du indstiller radioen eller skifte cd
2. Du taler med passagerer
3. Du kikker på landskabet
4. Du spiser
5. Du lytter til høj musik
6. Du roder efter noget i handskerummet
7. Du kikker på et hus
8. Du drikker
9. Du kikker på andre bilister
10. En passager stiller dig et spørgsmål
11. Du er i gang med at notere
12. Du pakker en karamel ud
13. Du taler i mobiltelefon
14. Du har fået øje på en flot pige/mand
15. Du studerer et butiksvindue
16. Børnene på bagsæden råber op
17. Du forsøger at finde vej med et kort
18. Du indstiller navigationsanlægget
19. Du kikker på et reklameskilt
20. Du synger