17. juli 2009 - Audi

Audi A5 Sportback
Nyt bilkoncept kombinerer det bedste fra Coupé, Limousine og Avant

Den nye Audi A5 Sportback kommer til Danmark i september 2009

Audi
Nyt medlem af A5-modelrækken
I forbindelse med Audis 100 års jubilæum præsenteres et nyt bilkoncept – Audi A5 Sportback. Bilen, som har fem døre og en langstrakt, flydende bagende, kombinerer det bedste fra forskellige bilkoncepter: Den er følelsesbetonet og elegant som en Coupé, komfortabel som en Limousine og praktisk som en Avant. Sportback gør Coupé og Cabriolet selskab som det tredje medlem af A5-modelrækken.

Design
Den 5-dørs Sportback kendetegnes af elegante linjer. Den er 36 mm lavere end A4 Limousine, og det korte overhæng foran, den lange akselafstand, den bredde sporvidde og de fire rammeløse døre med et slankt rudedesign giver et samlet indtryk af sportslig elegance.

Kabinen er rummelig, og komforten er i top på alle fire siddepladser. Den store bagklap er harmonisk placeret i den lange bagende med de flade C-stolper, og kanten fremhæver bilens langstrakte form. Bagagerumsvolumenen på 480 l er næsten lige så stor som i A4 Avant, og når bagsæderyglænene klappes frem, øges volumenen til 980 l.

Motorkraft
Motorprogrammet til Audi A5 Sportback er bredt allerede fra introduktionen. Alle motorerne har direkte indsprøjtning – dieselmotorerne er kultiverede TDI-motorer, og benzinmotorerne er konstrueret efter FSI-konceptet – og så lever alle motorer op til Euro 5-udstødningsnormen. Alle modelvarianter er udstyret med et genindvindingssystem, som ved deceleration omdanner mekanisk energi til elektrisk energi, som lagres i bilens batteri.

Fra introduktionen tilbydes A5 Sportback med tre benzinmotorer og tre TDI-motorer - yderligere
tre motorer følger frem til midten af 2010. Benzinmotorerne er den 2-liters TFSI-motor med 180 eller 211 hk og den 3.2-liters V6-motor med 265 hk, som alle er udstyret med Audi valvelift system, som regulerer ventilslaget variabelt. Den intelligente teknologi forbedrer præstationerne og sænker samtidig brændstofforbruget.

2.0-liters TDI-motoren yder 170 hk og kører i gennemsnit 19,2 km/l. Motoren har start-stop-system, som især i bytrafikken øger effektiviteten endnu mere. 2.7-liters TDI-motoren tilbyder med sine 190 hk endnu mere kraft, og som den kraftigste dieselmotor kan A5 Sportback fås med 3.0-liters TDI-motoren, som yder hele 240 hk og er kombineret med S tronic-gearkasse.

I biler med den kraftigste dieselmotor fordeles motorens moment til det permanente firehjulstræk quattro, hvilket også gælder de tre benzinmotorer. Som ekstraudstyr til biler med de to kraftigste motorer fås det nyudviklede sportsdifferentiale, som fordeler kraften mellem baghjulene variabelt og giver endnu mere dynamik, køreglæde og sikkerhed. De to forhjulstrukne TDI-modeller, 2.0 TDI og 2.7 TDI, samt modeller med 2.0 TFSI-motor (180 hk) nyder godt af endnu en innovation fra Audi: Stabiliseringssystemet ESP med elektronisk tværspærring på forakslen øger agiliteten og forhindrer understyring.

Audi drive select 
Med Audi drive select systemet kan føreren efter ønske variere speederens respons, skiftepunkterne i den 7-trins S tronic-gearkasse og den hastighedsafhængige servotronic-servostyring, som er standard fra 190 hk.  Systemet modulopbygges med mindst et af de tre systemer, der fås som ekstraudstyr – sportsdifferentiale, adaptiv støddæmperregulering og dynamisk styring med variabel udveksling.

Audi A5 Sportback kommer ud til Audi forhandlerne i september. Priserne starter ved 519.000 kr.