2. juli 2001 - Saab

Kostbar sikkerhed
Saab smadrer over 100 biler om året ved crash-test

Alf Persson på 47 har været med til at smadre næsten 1.500 biler for Saab.
Af Jeppe Lykke Hansen
Saab har gennem de sidste 12 år brugt mere end en halv milliard svenske kroner på systematisk at ødelægge deres egne biler.

Men ikke for sjov. Crash-test er en af grundpillerne i arbejdet med at forbedre bilernes sikkerhed.

Omfanget af sikkerhedstest er hos Saab som hos alle andre bilproducenter taget kraftigt til gennem de seneste år.

Flere test
I starten af 90'erne, hvor Saab arbejdede på anden generation af Saab 900, brugte de 19 forskellige typer crash-test på trods af, at kun det halve antal var krævet ved lov.

I dag ville Saab bruge over 60 forskellige crash-test til det samme arbejde, selvom loven nu kun kræver 12 forskellige test.

Simulationer er ikke nok
Saab forsøger i disse prøver at efterligne virkelige trafikulykker. Og det er nødvendigt rent fysisk at smadre bilerne, selvom moderne computere i dag gør det muligt at simulere ulykkerne elektronisk.

Det nemlig kun muligt at simulere måden karosseriet "krøller" sammen på.

Passagererne i bilen er det værre med. Det er umuligt tilfredsstillende at simulere, hvordan en ledeløs menneskekrop reagerer under en trafikulykke.

Der er det kun "crash-test dummies," menneskedukker, der kan hjælpe.