27. juni 2001 - Audi

Le Mans-teknik i gadebiler
Teknologi fra racerløb overføres til gadebiler

FSi-teknologien gav Audis biler et forspring med mere effektiv brændstofudnyttelse.
Af Jeppe Lykke Hansen
Audi har afsløret hemmeligheden bag dette års imponerende dobbeltsejr i Le Mans.

En ny indsprøjtningsteknologi reducerede bilernes brændstofforbrug og øgede samtidigt motorernes effekt, så Audi'erne kunne køre hurtigere, men også længere mellem hver optankning.

Dermed sparede Audi-holdene kostbar tid i pitten, hvor de i stedet kunne give konkurrenterne baghjul på asfalten.

Le Mans-biler på gaden i 2002
De første almindelige gade-Audi med FSi, som indsprøjtningsteknologien kaldes, præsenteres for offentligheden på motormessen i Frankfurt til efteråret, men frigives ikke til salg før første halvdel af 2002.

Sejr for direkte indsprøjtning
Audis sejr i år var første sejr nogensinde til en bil med direkte benzinindsprøjtning.

Audi Infineon R8 havde otte procent lavere benzinforbrug end dens forgænger fra sidste år, men teknologien betød også, at motorens effekt kunne udnyttes mere effektivt end i tidligere racerbiler. Og det kommer altså nu også gadebilerne til gode.