22. februar 2010 - Semler

Ny faceliftet Lotus Elise
Supersportsvogn med bybilens brændstoføkonomi

De nye Lotus Elise modeller er klar til levering i maj til priser fra 753.000 kr.
Lotus 
Lotus Elise i opdateret version
Lotus Elise revolutionerede markedet for sportsvogne da den lette og agile centermotorsportsvogn blev lanceret for 14 år siden. Ved at sikre at Elise indkapslede den velkendte Lotus DNA om lav vægt og simpel mekanik kombinerede modellen præstationer, der normalt hørte hjemme i segmentet for supersportsvogne, med brændstoføkonomien for en bybil. På den kommende internationale biludstilling i Geneve er Lotus klar med en opdateret version, der skal sikre at Lotus Elise forbliver i toppen af sin klasse.

Et nænsomt facelift
Lotus er gået nænsomt til værks med et facelift af designet og introduktionen af en ny 1,6-liters motor, der gør Lotus til den mest brændstoføkonomiske sportsvogn med et CO2-udslip på blot 155 g/km. Elise har fået en let ændret front, der gør slægtskabet med Lotus Evora mere tydeligt. Den velkendte "Lotus-mund" er blevet mere dynamisk at se på og de nye forlygter med LED-teknologi har nu integreret afviserblink og tågelygte. Bagtil har den nye Lotus Elise fået et redesignet motorcover med to markante buer, mens en mere aggressiv udformet diffuser omslutter den nye bagkofanger med integreret nummerpladeholder. En anden nyhed er at bagklappen nu skal åbnes fra cockpittet i stedet for ved brug af nøglen. Den sportslige attitude understreges af de nye letvægtsaluminiumsfælge der er 2,14 kilo lettere end tidligere og tilbydes i to forskellige design.

Imponerende 16,3 km/l og CO2-udledning på 155 g/km.
Lotus har givet basismodellen, der nu blot hedder Elise, en ny 1,6-liters motor fra Toyota som erstatning for den hidtidige 1,8-liters. Trods at slagvolumen er reduceret med 200cc er ydelsen næsten identisk med forgængerens. Takket været Valvematic, der er en variabel ventil løftemekanisme, og kombineret med det intelligente VVT-i-system, der styrer timingen af ventilerne, yder den nye motor 136 hk ved 6.800 o/min og 160 Nm ved 4.400 o/min. Hele herligheden dirigeres gennem baghjulene via en ny manuel gearkasse med seks-trin. Sammen med modellens lave egenvægt på blot 876 kilo er det lig med en meget effektiv kraftoverførelse og et minimalt brændstofforbrug. Paradedisciplinen fra 0-100 km/t klares på 6,7 sekunder og topfarten er 200 km/t. Præstationer der kun bliver yderligere imponerende, når det nævnes at det gennemsnitlige brændstofforbrug samtidig er forbedret med hele 23 procent, så Lotus Elise kører 16,3 km/l ved blandet kørsel og har en CO2-udledning på blot 155 g/km.

Lotus Elise SC klarer 0-100 km/t på 4,6 sekunder
Lotus Elise R og Lotus SC fortsætter med den 1,8-liters motor der yder henholdsvis 192 hk og 220 hk. For Lotus Elise R betyder det præstationer fra 0-100 km/t på 5,4 sekunder og en topfart på 222 km/t. Topmodellen Lotus Elise SC accelererer til de første 100 km/t på bare 4,6 sekunder og stopper først ved 233 km/t. Alligevel er CO2-udslippet kun 199 g/km. 
Foruden de aerodynamiske og tekniske forbedringer gælder det for alle tre Lotus Elise modeller at garantien stiger fra 2 til 3 år eller 50.000 kilometer.  

Priser fra 753.000 kr.
De nye Lotus Elise modeller er klar til levering i maj og kan allerede nu bestilles hos eneforhandler af Lotus i Danmark, Lotus Copenhagen. Priserne starter fra kr. 753.000 for en Lotus Elise, mens Lotus Elise R og Lotus Elise SC koster fra henholdsvis kr. 867.900 og kr. 959.800 kr.