26. februar 2010 - Porsche

Porsche Cayenne Hybrid
Ny Porsche Cayenne til 1,65 mio. kr. klarer 12,2 km/l med hybridteknologi.

Prosche Cayenne Hybrid - den mest miljøvenlige Porsche.
Porsche
Cayenne Hybrid
Porsche præsenterer den helt nye generation af Porsche Cayenne på den internationale biludstilling i Geneve i begyndelse af marts. Højdepunktet i den nye Porsche Cayenne-generation er verdenspremieren på Porsche Cayenne S Hybrid, der er udstyret med et teknologisk meget sofistikeret hybrid-system og har et gennemsnitligt brændstofforbrug på 12,2 km/l og en CO2-udledning på blot 193 g/km.
Dermed kombinerer Porsche Cayenne S Hybrid de kræfter, du forventer af en V8-motor med brændstoføkonomien fra en V6-motor.

Trendsettere i effektivitet og ydelse i deres segment
Anført af Porsche Cayenne S Hybrid er alle modeller i den nye generation trendsættere i effektivitet og performance i deres segment. Sammenlignet med den foregående model er brændstofforbruget reduceret med op til 23 procent, hvilket kan tilskrives at den nye Porsche Cayenne, ligesom enhver anden Porsche, er udviklet efter principperne i Porsche Intelligent Performance, der dikterer mere power med mindre brændstof, højere effektivitet og lavere CO2- emission.

8-trins Tiptronic-gearkasse med stop-start-system
For at realisere sine ambitioner har Porsche gennemført mange nye innovationer i den nye Porsche Cayenne, der blandt meget har fået en ny 8-trins Tiptronic S-gearkasse med stop-start-system, termisk styring af motorens og transmissionens kølesystem og en intelligent letvægtskonstruktion. Takket været kombinationen af letvægtsmaterialer vejer en ny Porsche Cayenne S 180 kilo mindre end forgængeren til trods for forbedringerne i konstruktionen og den højere sikkerhedsstandard ombord. Det har en tydelig positiv effekt ikke kun på brændstoføkonomi og CO2-udslip, men også på modellens performance, agilitet og dynamik, mener importøren.

Bagsæder kan justeres frem og tilbage    

Det nye sportslige og elegante design integrerer modellen endnu tættere med resten af Porsches modelpalet. Fra alle vinkler syner den nye Porsche Cayenne mere af sportsvogn ligesom de velkendte Porsche-DNA nu træder endnu mere i karakter. Den nye Porsche Cayenne er 48 mm længere end den gamle og ved at øge akselafstanden med 40 mm er interiøret mere rummeligt og anvendeligt. Det mest iøjefaldende i kabinen er den nye midterkonsol, der løber mellem forsæderne for at rejse sig op under instrumentbordet. Samtidig har instrumenteringen fået nyt layout og så kan bagsæderne justeres frem eller tilbage med 160 mm og ryglænet indstilles i tre forskellige hældninger.

20 pct. bedre brændstoføkonomi
Porsche tilbyder fra start den nye Porsche Cayenne med et komplet motorprogram startende med den 3,6-liters V6 Cayenne. V6-motoren yder nu 300 hk, men trods effektforøgelse er det gennemsnitlige brændstofforbrug reduceret med ikke mindre end 20 procent til 10,1 km/l. Porsche Cayenne Diesel er stadig udstyret med en 3-liters V6-motor, der yder 240 hk og 550 Nm og også her er det lykkes Porsche at sænke brændstofforbruget med 20 procent, så det nu hedder 13,5 km/l.
Brændstofforbruget er også blevet reduceret markant i Porsche Cayenne S, hvor den 4,8-liters V8-motor nu har 400 hk mod forgængerens 385 hk. Hele 23 procent længere på en liter brændstof ved blandet kørsel eller 9,5 km/l. Porsche Cayenne Turbo yder stadig 500 hk, men også her er forbedringen i det gennemsnitlige brændstofforbrug imponerende 23 procent, så tallet nu hedder 8,7 km/l.

Cayenne Hybrid er den mest miljøvenlige Porsche

Sammen med Porsche Cayenne S Hybrid betyder det, at tre ud af fire versioner af Porsche Cayenne tilbagelægger mere end 10 km/l og to af dem udleder mindre end 200 gram CO2 per kilometer. Med 193 g/km er Porsche Cayenne S Hybrid ikke kun den reneste Cayenne, men samtidig den mest miljøvenlige Porsche i mærkets portefølje.

Kan køre på ren elektricitet op til 60 km/t
I det intelligente samspil mellem en 3-liters V6-motor med kompressor og en elmotor fokuserer Porsche Cayenne S Hybrid på maksimal effektivitet i systemet. Afhængig af kørselsforhold er modellen i stand til at køre kun ved brug af sin elmotor eller i kombination med forbrændingsmotoren. Således er den 47-hestes elmotor en perfekt samarbejdspartner for motorens 333 hk i kraft af dens høje drejningsmoment ved lave omdrejninger. I samspil leverer de to kraftkilder en system-effekt på hele 380 hk og det maksimale drejningsmoment er til rådighed allerede fra 1.000 o/min. Og naturligvis kan Porsche Cayenne S Hybrid glide lydløst gennem landskabet kun drevet frem af elmotoren med en hastighed op til 60 km/t.

De nye Porsche Cayenne-modeller er klar til levering fra maj, men kan allerede nu bestilles hos de to autoriserede Porsche Centre; Porsche Center Jylland og Porsche Center Sjælland til følgende priser:

Porsche Cayenne V6 fra 1.147.360 kroner.
Porsche Cayenne Diesel fra 1.226.094 kroner.
Porsche Cayenne S fra 1.528.044 kroner.
Porsche Cayenne S Hybrid fra 1.656.294 kroner.
Porsche Cayenne Turbo fra 2.473.448 kroner.