4. april 2010 - Applus+ Bilsyn

Vent med nedvejning
Afgiftsforvirring. Applus+ Bilsyn opfordrer gulpladeejere til at slå koldt vand i blodet.

Sådan en Citroën Picasso kunne man billigt få på hvide plader. Nu er det slut.
Applus+ Bilsyn
Vent med nedvejning
Efter at tusindvis af gulpladebil-ejere har henvendt sig til SKAT i årets første 3 måneder for at undersøge muligheden for billigt at få omregistreret deres varebil til personbil, har skatteminister Troels Lund Poulsen (V) fremsat et lovforslag, der skal forhindre denne praksis.
Den gældende lov gjorde det muligt at få nedvejet sin varebil til under 2 ton og herefter få den omregistreret til en personbil med store besparelser til følge. Det er disse økonomiske gevinster, som fremover skal i statskassen. Tidligere beregninger har vist hvordan, varebilsejere kunne spare helt op til 50.000 kr. ved at få nedvejet deres gulpladebil og herefter få hvide plader på køretøjet.

Tager lovændringen til efterretning
Danmarks største synskæde, Applus+ Bilsyn, har tidligere været ude med rådgivning om, hvordan man nedvejer sin gulpladebil. Synsvirksomheden har dog taget det nye lovforslag til efterretning:
”Vi må konstatere, at ændringen i registreringsafgiftsloven gjorde, at vi fik travlt i vores synshaller, og vi forsøgte bedst muligt at rådgive vores kunder. Det vil vi også gøre nu, hvor det nye lovforslag er blevet fremsat af skatteministeren. Da loven vil være gældende fra det tidspunkt, hvor forslaget blev fremsat, altså den 23. marts, råder vi alle gulpladebil-ejere til at afvente den endelige behandling, inden man træffer sin beslutning om eventuel nedvejning”, siger adm. direktør for Applus+ Bilsyn, Arne Willerslev-Legrand, og beklager samtidig den megen forvirring på afgiftsområdet:  

Forvirrende lov om registreringsafgifter

”Registreringsafgiftsloven er allerede forvirrende, og nu bliver den helt lavet om igen med forringede vilkår til følge. I forvejen har mange varebilsejere fået de noget specielle afgiftslove at mærke, da en stor del af varebilparken er dieselkøretøjer, og de skal fra 1. april betale 1.000 kr. i årlig afgift, hvis deres køretøj ikke har et partikelfilter monteret. Loven er i teorien sympatisk nok, men helt og aldeles uden effekt, da monteringen af filteret er så dyr, at det bedre kan svare sig at lade være - fordi de danske myndigheder, i modsætning til eksempelvis de tyske, ikke støtter filtermonteringen økonomisk”, siger Arne Willerslev-Legrand, der afsluttende bemærker, at de seneste ændringer kun tjener til forhøjelse af statsprovenuet og ikke gavner miljøet.

Skæringsdatoen er 23. marts 2010
Lovforslaget L171 til ændring af registreringsafgiftsloven indeholder en passus, der betyder, at loven vil være gældende fra lovforslaget blev fremsat - altså den 23. marts 2010 klokken 00.00 - og dermed vil alle, der har fået nedvejet deres køretøj efter denne dato også blive omfattet af de nye regler, såfremt loven bliver vedtaget.

Strafafgift for manglende partikelfiler gælder fra 1. april 2010
Loven om montering af partikelfiltre skulle være trådt i kraft d. 1. januar 2010, men kort tid før lovens ikrafttræden udfærdigede Folketingets skatteudvalg en betænkning, der gjorde at loven først kunne få virkning fra d. 1. april 2010.
Ifølge Færdselsstyrelsen bliver kravet til dieselbilerne fra årsskiftet, at de skal have monteret et åbent partikelfilter, der reducerer udledningen med omkring 30 procent. Hvis ikke der sidder et filter, som også kendes fra Tyskland, på dieselbilen, så opkræves afgiften.
Pligten til at betale afgiften på 1.000 kr. bortfalder fra det tidspunkt, hvor told- og skatteforvaltningen modtager en anmeldelse fra synsvirksomheden om, at det eftermonterede partikelfilter er godkendt og virker.