13. april 2010 - Shell

Studerende i økorace
DTU-studerende skubber til udviklingen af brændstofeffektive biler.

3.836 km på én liter benzin er rekorden i Shells økorace.
Shell
Til økorace i Tyskland
Den 6. og 7. maj samles 221 hold med studerende til det 26. Shell Eco-marathon, der igen i år finder sted i Lausitz i Tyskland. Netop nu arbejdes der derfor på højtryk med de sidste forberedelser og fintuninger af brændstofeffektive biler rundt omkring på europæiske tekniske skoler og universiteter. Målet er at designe et køretøj, som kan køre længst på, hvad der svarer til en liter benzin og om muligt slå rekorden på 3.836 kilometer på én liter.

De studerendes udviklingsarbejde ligner bilindustriens

Dette års Shell Eco-marathon bliver præget af mange deltagere i kategorien for små bybiler, den såkaldte UrbanConcept klasse. UrbanConcept-bilerne har mange af de egenskaber, vi kender fra almindelige biler. Forskellen er, at UrbanConcept-biler anvender nye teknologier til at drive uhørt mange kilometre ud af hver liter benzin. Dermed minder de studerendes udviklingsarbejde op til årlige Shell Eco-marathon til stadighed mere om den udvikling, som pågår i den internationale bilindustri i dag.
Et godt eksempel på dette kommer fra Sverige, hvor et hold svenske studerende, der deltog i Shell Eco-marathon sidste år, har fremstillet en bil, som nu er godkendt til kørsel på vej af de svenske myndigheder. Dermed står de studerende i realiteten bag Sveriges mest brændstoføkonomiske bil.

2 danske universiteter deltager med 3 hold
Også i Danmark arbejder studerende fra DTU og Aalborg Universitet med at udvikle biler med ekstrem god benzinøkonomi. I år deltager de to universiteter med tre hold i Shell Eco-marathon, og en af DTUs to biler stiller netop op i kategorien UrbanConcept.
”Vi har de seneste seks år deltaget med biler udviklet af studerende på DTU, i år bl.a. med en bil, der kører på flydende naturgas - det man kalder GTL (Gas-To-Liquid). Det er et køretøj, som vi med mindre modifikationer kunne få godkendt til kørsel på vej i Danmark. Det er der ikke noget, som står i vejen for, bortset fra høje omkostninger ved at producere en enkelt bil. Motorteknologien er nogenlunde på plads og bilen, som de studerende har med til Shell Eco-marathon, kan køre op til 80 km/t,” siger Jesper Schramm, lektor ved institut for mekanisk teknologi på DTU.

UrbanConcept-kategori har stigende betydning
Holdene til Shell Eco-marathon kan tilmelde køretøjer i to kategorier: Prototyper eller UrbanConcept. Prototyper har typisk et aerodynamisk og futuristisk design, mens UrbanConcept biler bliver bygget efter de kriterier, man kender fra almindelige biler. Siden UrbanConcept-kategorien blev introduceret i 2003, er dens popularitet vokset år for år. Sidste år deltog 58 hold med biler i denne kategori. I år er tallet oppe på 67 hold.

2010 udgaven af Shell Eco-marathon i Europa har studerende med fra 24 lande, som skal konkurrere i 221 køretøjer. Bilerne drives af bl.a. diesel, ethanol, naturgas, brint, benzin og solenergi.

Mere information om Shell Eco-marathon findes på www.shell.com/eco-marathon