27. maj 2010 - FDM

Stadig farlige autostole
FDM-test med 26 autostole afslører, at der stadig findes farlige autostole.

Vælg biler med isofix-beslag, anbefaler FDM.
FDM
Farlige autostole

Dårlig sikkerhed og risiko for fejlmontering får flere autostole til at dumpe i den nyeste autostoltest. FDM råder børnefamilierne til at se sig godt for, før der købes autostol, da prisen ikke altid afspejler, hvor god stolen er.
Markedet er stadig fyldt med alt for mange autostole, der i praksis kan vise sig at være dårlige eller direkte farlige. Det fremgår af en ny test af 26 autostole til børn i alle aldre foretaget af FDM i samarbejde med de europæiske bilklubber. Resultatet er skræmmende og viser, at der stadig er meget stor forskel på gode og dårlige stole.

Selv dyre autostole dumper i testen

”Man kan ikke bare vælge autostol ud fra pris. Der er masser af autostole af den dyrere slags, der i lighed med de billigste på markedet dumper med et brag, når testresultaterne dukker op. Man er derfor nødsaget til at bruge resultaterne fra testen som bedste rettesnor,” siger Søren W. Rasmussen, FDMs repræsentant i Euro Test, som står bag den store europæiske test.

Mange gode stole at vælge imellem til de helt små
I årets test af autostole er der udvalgt 26 stole fra tre vægtklasser. Den mindste er for børn op til 13 kg. Det er her, de fleste børn får deres første biltur. Her er der heldigvis mange gode at vælge blandt, men to stole får dommen ”dumpet”, fordi de har en noget dårligere sikkerhed end krævet og er for svære at montere, hvilket giver risiko for fejlmonteringer.
I klassen 9 til 18 kg er syv stole blevet testet, og her er tre middelmådige mens en enkelt er direkte farlig, fordi fastspændingen af barnet i selve stolen medfører meget høje fysiske belastninger af kroppen ved en kollision.
Gruppen af store autostole omfatter vægtklassen op til 36 kg, og her er 11 autostole testet. Også her er der store forskelle. Fire autostole opnår kun karakteren middel, mens to stole falder helt igennem.

Vigtigt med ryg- og sidestøtte ved sideværts kollissioner

”Den perfekte autostol er let at montere og sikrer barnet, hvis der sker en kollision. Når det gælder autostole op til 36 kg, så skal de også have fast rygstøtte. Hvis bilen påkøres fra siden, risikerer barnet at blive slynget mod karrosseriet med risiko for livsfarlige kvæstelser, hvis autostolen ikke har en rygstøtte. Så det kan have store konsekvenser at spare på autostolen”, siger Søren W. Rasmussen.

Vælg altid en bil med isofix-beslag
I testen er medtaget autostole med og uden isofix-monteringer. Selv om de fleste nye biler er forberedt til stole med isofix-beslag, er der stadig ejere af ældre biler, der er nødt til at spænde stolene fast med bilens sikkerhedsseler. FDM anbefaler dog, at man altid vælger stole med isofix-beslag, hvis man har mulighed for det. De er lettere at montere, og så sidder stolene altid godt fast i bilen – også når barnet ikke er med på turen.

På fdm.dk/test-autostole kan man gratis læse både den nye og tidligere års autostoletest, så man er sikker på, at man vælger den sikreste stol til barnet.

En video med den dårligste stol, CAS s157, kan ses her

De 26 testede autostole:

Vægtklasse op til 13 kg   
     
FDMs vurdering Fabrikat Model
**** Chicco Autofix Fast
**** Kiddy Maxifit Pro (*)
**** Maxi Cosi Pebble (*)
**** Maxi Cosi Cabriofix (*)
**** Maxi Cosi Pebble
** Brevi Grand Prix
** Casualplay Prima Fix (*)
     
Vægtklasse 9-18 kg   
     
FDMs vurdering Fabrikat Model
**** Jané Exo (*)
**** Kiddy Energy Pro
**** Maxi Cosi Pearl (*)
*** Peg Perego Viaggio (*)
*** Peg Perego Viaggio
*** Renolux Total Confort
* Cam S 157 (*)   
     
Vægtklasse op til 36 kg   
     
FDMs vurdering Fabrikat Model
**** Concord Transformer T (*)
**** Cybex Pallas
**** Cybex Free-Fix (*)
**** Kiddy Guardian pro
**** Maxi Cosi Rodi Airprotect
*** Recaro Monza Seatfix (*)
*** Renolux Quick Confort
*** Römer Adventure
*** Safety 1st Evolu-Safe+
** Chicco Key 23 Ultrafix (*)
** Safety 1st Tri Safe +

* Dårligt     ** Under middel     *** Middel     **** God     ***** Særdeles god
     
(*) stole med isofix montering, dvs de kan anvendes i biler med isofixbeslag.