25. juni 2010 - FDM

Klar til bilferien
FDM har lavet huskeliste, der kan lette bilferien.

Bilen er pakket, men der er meget andet at huske før en bilferie.
FDM / Bilpriser.dk
Klar til bilferien
FDM har taget forskud på bilferien og gennemgår på sin hjemmeside, hvad man nemt kan gøre før afgang og undervejs for at gøre turen så smertefri som muligt.
Nogle ting kan man lige så godt tage med hjemmefra, da det er usikkert, præcis hvilke produkter man kan købe undervejs. Mindst én og helst to sikkerhedsveste i bilen bør man have med. Det er lovkrav i flere lande og er en god idé at have på, hvis man eksempelvis skal skifte dæk. De fleste biler bruger lidt olie, især når man kører meget på motorvej, og derfor er det en god idé at have en liter af den rigtige olie med. Det kan ligeledes være en god idé at fylde sprinklervæsken helt op før afgang og medtage en god insektfjerner.

Dokumenter og mærkater

Tag bilens registreringsattest med - det beviser bilens ejerskab. På de nye registreringsattester kan man klippe en genpart af, så den originale kan blive hjemme. Og husk, at du ikke skal efterlade den i handskerummet, i tilfælde af at bilen bliver stjålet. Husk også det røde forsikringsbevis (SOS International). Indtast telefonnummeret til dit vejhjælps- og forsikringsselskab. Skal du igennem Østrig eller Schweiz, kan man købe motorvejsmærkater hjemmefra hos FDM. Det samme gælder miljømærkater til Tyskland. Desuden kræver en del andre lande i Centraleuropa motorvejsmærkater.

Trim bilen inden afgang
Kontroller dæktrykket og sæt det op til maksimal belastning inden afgang. Det gør bilen mere sikker på turen og giver bedre brændstoføkonomi. Tjek også reservehjul og kontrollér værktøj til hjulskift. Tjek ligeledes oliestanden og se efter, at kølervæske-niveauet er ok.

Væk med insekterne
Hvis bilen undervejs er blevet overfaldet af en insektsværm, så få renset lakken, før insekterne brænder sig fast. Det er klart nemmere at fjerne dem, mens de er friske. Ved tankning fjernes det værste med vand og børste.

Parkér bilen i skyggen, hvis det er muligt

Varmen sydpå kan være ekstrem. Parkér bilen i skyggen og husk at tage højde for, hvor længe den holder der, så bilen forbliver i skygge. Sydpå findes varmeskjolde, der monteres på ruderne, hvor de reflekterer varmen. De er effektive. For hurtigst muligt at afkøle bilen bør man åbne alle døre og klapper, når man ankommer til bilen. Dernæst er fartvinden god til at køle kabinen af, så start turen med åbne vinduer. Har bilen aircondition eller klimaanlæg, bør man lukke vinduerne, når luften fra ventilationsdyserne begynder at føles kold. Man kan blive syg af store temperaturforskelle. Derfor bør man ikke have 17 grader i bilen, hvis der er 35 grader udenfor. Planlæg eventuelt at køre længere stræk om natten - her er temperaturen mere udholdelig, samtidig med at trafikken er lettere. Men chaufføren må ikke være for træt til at køre, det er livsfarligt.

Tag appetitten fra tyven - fjern også GPS-holderen

Det gode gamle råd om at tømme bilen før tyven gælder stadig - med den tilføjelse, at det også er en god idé at fjerne tegn på, at der er værdigenstande i bilen. Det gælder ikke mindst holderen til navigatoren, der indikerer, at GPS-enheden med stor sandsynlighed er "gemt" i handskerummet. Man skal heller ikke lægge penge eller andre værdier som kamera, iPod eller cd’er synligt i kabinen. Og husk at medtage værdifulde dokumenter som pas, kreditkort og registreringsattest. Især i Syd-, Central- og Østeuropa kan det i storbyerne være en rigtig god investering at betale for at parkere på lukkede og overvågede parkeringsanlæg. Foruden evt. stjålne genstande er en smadret rude et dyrt og særdeles besværligt afbræk i ferien.