28. juni 2010 - Forsikring og pension

Tøm bilen for værdier
Husk at fjerne værdigenstande når du er på ferie

Hold øje med din bil på ferien

Pas på bilen på ferien
Tusindvis af danskere kører de kommende uger på bilferie med tætpakkede biler. Kufferter, tasker, kameraer, underholdning til børnene - der skal være plads til det hele. Men husk ikke at forlade bilen uden at fjerne værdigenstande. Det er nemlig ikke sikkert, at forsikringen dækker alle dine ting, hvis de bliver stjålet, viser principiel afgørelse fra Ankenævnet for Forsikring.

Uagtsomhed ved biltyveri i Polen
En familie, der var på vej hjem fra ferie i Italien, gjorde på hjemturen ophold i Polen. Da de parkerede bilen ved hotellet, tog de særskilt bagage til opholdet i Polen med på hotelværelset, mens de lod bl.a. nogle kufferter og tasker blive i bilen. Om natten blev bilen stjålet, og familien rejste krav til deres forsikringsselskab om erstatning for de genstande, der var i bilen – ud over kufferter med tøj også videokamera, iPod, GPS m.v.

Lille erstatning
Familien fik kun delvis dækning for de stjålne ting, fordi de lod værdigenstande som kameraer og iPods blive i bilen trods risikoen for tyveri. Derfor har familien tabt en klagesag ved den uafhængige klageinstans Ankenævnet for Forsikring. Ankenævnet gav forsikringsselskabet, der erkendte sin erstatningspligt, ret i, at familien handlede groft uagtsomt ved at efterlade tingene i bilen natten over.

Frist ikke tyvene
Biler fyldt med feriegrej er en stor fristelse for tyvene.
- Vores erfaring er, at tyvene holder øje med parkeringspladser ved hoteller og andre områder, hvor turister parkerer. De følger med i, om bilen står der i længere tid, og om der kan være en god gevinst. Derfor handler det først og fremmest om ikke at friste tyvene, siger konsulent i Forsikringsoplysningen Tenna Westergaard.

Gode råd til danskere på vej på bilferie
• Hvis du ikke skal bruge bilen, så tøm den helt
• Tag altid de ting med, som tyvene let kan omsætte, f.eks. GPS, mobiltelefon, PC m.v.
• Læg ting så de ikke er synlige udefra og helst i aflåst handske- eller bagagerum
• Afmonter så vidt muligt holdere og ladere til GPS, mobiler m.v. for ikke at give indtryk af, at disse ting måske er i bilen
• Hold selv øje med bilen og flyt den, hvis der er tale om et længere ophold.