28. juli 2010 - Renault

Elbilen er på sporet
DF begår fejl, når de vil fjerne elbilernes skattefritagelse, mener Renault Danmark.

Der er få elbiler på vejene nu, men i 2011 kommer Renault Fluence ZE.
Renault
Messerschmidt på afveje
Renault Danmark går nu i rette med EU-parlamentarikeren Morten Messerschmidt (DF), der som Jens Rohde (V) er imod satsningen på elbiler i Danmark.
"I TV2 Nyhederne kl. 22. i går aftes - tirsdag den 27. juli - kunne man høre, at Dansk Folkeparti ønsker at sløjfe den afgiftsfritagelse som elbiler har fået frem til 2015. Årsagen er efter Morten Messerschmidts mening, at hele elbilsprojektet sejler og, at antallet af elbiler på de danske veje skuffer. Morten Messerschmidt mener derfor, at man skal fjerne afgiftsfritagelsen, se på hvor mange penge staten har sat til på projektet, og så i øvrigt satse på biobrændstof. Hos Renault Danmark står vi uforstående overfor kritikken fra Dansk Folkeparti", siger administrerende direktør  Henrik Bang.

Loven er først lige vedtaget - elbilerne kommer næste år
”Afgiftsfritagelsen for elbiler blev vedtaget i foråret, så at der ikke er så mange elbiler på vejene endnu, kan da ikke overraske. Især fordi de elbiler, der p.t. sælges, er ombyggede traditionelle biler, der hverken kvalitets - eller prismæssigt kan konkurrerer med de kommende fabriksfremstillede elbiler", tilføjer Henrik Bang.
”Danmark er af Renault udset til at være det første land i Europa, hvor elbilerne skal sælges. Om et år lancerer vi derfor to biler, personbilen Renault Fluence Z.E. og varevognen Renault Kangoo Z.E. Allerede i 2012 lancerer vi de to næste modeller, bybilen Renault Twizy og pendlerbilen Renault Zoe. Alle 100 procent eldrevne biler, der prismæssigt matcher traditionelle biler. Så at sige, at projektet sejler, forstår vi slet ikke. Hos Renault kører vi fuldstændig som planlagt”, siger Henrik Bang.

Staten kan ikke miste penge på få elbiler
”Derudover er det jo lidt af en retorisk finte fra Morten Messerschmidt på den ene side siger, at han vil undersøge hvor mange penge afgiftsfritagelsen af elbiler har kostet, når han på den anden side siger, at udbredelsen har været en fiasko. I så fald har udgiften jo været til at overse, da statens manglende indtægter er direkte proportional med antallet af elbiler”, slutter Henrik Bang fra Renault Danmark, der i øvrigt glæder sig over den klare udmelding fra Venstres klimaordfører Eyvind Vesselbo, der slår fast, at afgiftsfritagelsen står ved magt og, at elbiler er en vigtig del af fremtidens transportløsning.