31. august 2010 - Opel

El-rækkevidde bekymrer
Forbrugerne bekymrede over elbilers rækkevidde. Opel Ampera har ikke det problem.

Opel Ampera kan fortsætte på benzin efter 60 km på ren el.
Opel
Rækkevidde bekymrer
Den begrænsede rækkevidde er bilisternes største bekymring ved at køre elbil, viser en undersøgelse, Opel Danmark har gennemført blandt 2.100 Opel-ejere. 90 procent angiver, at de er meget eller noget bekymrede over at køre i elbil med risiko for at strande langt fra hjemmet uden strøm på batterierne. Kun 1 procent af de 2100 Opel ejere, der deltog i undersøgelsen, er ikke bekymrede over den begrænsede rækkevidde. Dermed er den begrænsede rækkevidde den væsentligste hindring for at få bilisterne til at køre elbil - tæt fulgt af prisen, hvor 88 pct. giver udtryk for bekymring.

Opel mener, at Ampera er løsningen
Undersøgelsen bekræfter Opel i, at Opel Ampera, der kommer på gaden i Tyskland næste år, for mange bilister vil være den rigtige type elbil.
Opel Ampera er en elbil med batterier nok til ca. 60 kilometers kørsel. En lille forbrændingsmotor starter automatisk med at producere strøm, når batterierne løber tør, så man altid kan komme hjem, selv når batterierne er flade. 
67 pct. af de adspurgte i Opels undersøgelse svarer, at de ikke kører over 60 kilometer i hverdagen, og de vil i praksis kunne køre helt uden CO2-udslip fra udstødningen i hverdagens kørsel mellem hjem og arbejde.  Skal de på længere ture i ferier og weekender, kan bilen køres uden begrænsninger som en almindelig benzinbil.  De første ca. 60 kilometer kan køres på batterier alene, og de øvrige kilometer kan køres med strøm, der produceres af benzinmotoren.

En elbil må ikke være meget dyrere end en benzinbil
Hver femte Opel-ejer kunne forestille sig at købe en elbil, hvis prisen bliver den samme som deres nuværende bil, men bliver elbilen 50 pct. dyrere end en tilsvarende benzinbil, er kun 2 pct. positive for at købe en elbil. I praksis er det dermed ikke nok at fritage elbilerne for registreringsafgift, hvis der for alvor skal gang i salget af elbiler. Prisen på elbilerne skal ned på niveau med benzinbilerne, hvis de skal have en chance for at blive andet end nichebiler, mener Opel Danmark.
Med et årligt bilsalg på 140.000 personbiler svarer 2 pct. til et salg på knap 3.000 elbiler årligt. Bliver prisen det dobbelte af sammenlignelige benzin- og dieselbiler, halveres interessen yderligere til et årligt salg på under 1.500 elbiler.