29. september 2010 - FDM

Guide til vinterdækket
Køb et godt vinterdæk og overvej at gå en størrelse ned, siger FDM.

Smallere dæk kan være en fordel om vinteren - og så er de billigere.
FDM
Guide til vinterdækket
3 måneder med kuldegrader, store mængder sne og glatte veje sendte først på året adskillige bilister på glatis. Lær derfor at sidste vinters strenge vejr, og skift bilens "sommersko" ud med noget mere "fornuftigt fodtøj", mens tid er, lyder rådet fra FDM, der i samarbejde med sin tyske søsterklub ADAC har testet 28 vinterdæk.
”Vinterdæk handler ganske enkelt om sikkerhed og fremkommelighed. Så med mindre man kan lade sin bil stå de dage, hvor der er vinterføre, bør man skifte fra sommer- til vinterdæk i vintermånederne,” siger bilteknisk redaktør på FDMs medlemsblad Motor, Søren W. Rasmussen.

Der kan være problemer med 17-tommerdæk
I den nye test er fokus lagt på to dækstørrelser - 15 og 17 tommer. Mens de i alt 15 testede dæk i 15-tommergruppen generelt klarer sig godt, viser testen omvendt, at det er svært at kombinere et stort 17-tommer dæk med et vinterdæks gode egenskaber. 3 af gruppens 13 dæk klarer sig så ringe, at de ikke kan anbefales.
I gruppen af 15-tommerdæk vandt Dunlop Winter Sport 3D MO med 5 stjerner. Værst var Star Performer Winter (H) med kun 1 stjerne.
I gruppen af 17-tommerdæk vandt Michelin Alpin A4 med 5 stjerner. Værst var Westlake SW 601 Snowmaster og Interstate Winter IWT-2, begge med kun 1 stjerne.
”Er ens bil godkendt til det, kan det derfor være en god idé at skifte de store sommerdæk ud med vinterdæk, der er et nummer mindre. Bag rattet vil man ikke mærke den store forskel på tør vej, men i vinterføre er egenskaberne ofte bedre. Og så er der tilmed penge at spare,” siger Søren W. Rasmussen.

Testvinderen er ikke nødvendigvis det rette dæk til din bil
Det fremgår bl.a. af bilens instruktionsbog, hvilke dækstørrelser den er godkendt til. Er man i tvivl kan også spørge sin dækforhandler, ligesom FDM-medlemmer altid kan kontakte FDMs rådgivning.
FDM påpeger desuden, at dækkene i testen er målt ud fra deres egenskaber i forskelligt vinterføre. Derfor er det ikke altid, at den samlede testvinder er det rigtige dæk til ens behov. Man bør derfor nærlæse delresultaterne.
”Nogle dæk er rigtig gode til sne andre til is. Med da den danske vinter typisk byder på sjap og våde veje, anbefaler FDM som udgangspunkt vinterdæk, der klarer sig godt på våd vej,” siger Søren W. Rasmussen.

Man kan få flere gode råd om dæk og se, hvordan man skifter dem på www.FDM.dk/daek.
På www.FDM.dk kan man desuden læse hele vinterdæktesten, som Motor også bringer i sit oktobernummer.