21. oktober 2010 - Mazda

Ny Mazda BT-50
Verdenspremiere på Australian International Motor Show

Den nye Mazda BT-50 peger med sit design og interiør mere i retning af personbil end pickup.

Mazda
Firehjulstrækker til fritiden
Mazda har netop haft verdenspremiere på den nye BT-50 pickup på Australian International Motor Show i Sydney. Bilen er udviklet som en Active Lifestyle Vehicle, som skal udvide kundekredsen til, udover den traditionelle pickup-ejer, også at omfatte alle, som har brug for en firehjulstrukket bil til forskellige fritidsaktiviteter.

Den nuværende Mazda BT-50 er en robust pickup med en overlegen laste- og trækkapacitet. Da Mazda udviklede den nye BT-50 var det vigtigt at beholde disse egenskaber og samtidig give den nye pickup en personbilsagtig komfort og ikke mindst et spændende og moderne design.

Og den nye Mazda BT-50 har fået et betydeligt mere kraftfuldt design og et interiør, som mere peger i retning af personbil end pickup. Den er samtidig umiskendeligt en Mazda med den store, femkantede kølergrill og de kraftigt markerede skærmkanter som på samtlige af dagens Mazda modeller med sportsvognen Mazda RX-8 som forbillede.

Der foreligger endnu ingen informationer om, hvornår den nye Mazda BT-50 kan forventes introduceret i Danmark.