29. oktober 2010 - Danmarks Statistik

Nye biler mindre tørstige
En gennemsnitlig ny personbil kører nu 19,7 km/l. Hurtig udvikling på få år.

Udviklingen i energieffektivitet for nye personbiler. Grøn er private, blå er erhverv. Grafik: Danmarks Statistik.
Danmarks Statistik
Nye biler mindre tørstige
Husholdningernes nye personbiler fra 2010 kan køre 19,7 km på én liter brændstof. Det er 0,7 kilometer eller 3,6 pct. længere, end deres nye biler kørte i første halvår 2009, skriver Nyt fra Danmarks Statistik.
Også erhvervenes nye biler kører længere på literen. Her er forbedringen 1,7 kilometer eller 9,8 pct. til 19,6 km/liter i gennemsnit. Dermed er den markante forbedring i energieffektiviteten, som for alvor tog fart med afgiftsændringerne i april 2007, fortsat med mindre energiforbrugende biler i fokus hos køberne og producenterne.

Tre kilometer længere på diesel end benzin
De nye dieselbiler kører 21,4 km pr. liter, og det er 1,2 km eller 5,8 pct. længere end i første halvår 2009. Husholdningernes biler er steget fra 20,8 til 22,1 km/liter, mens erhvervenes er steget fra 19,6 til 21,0 km/liter.
Udviklingen for benzinbilerne har været mere moderat. Benzinbilerne fra 2010 kører 18,1 kilometer pr. liter. Det er 0,9 km eller 5,2 pct. længere end i første halvår 2009. Det er erhvervenes biler, der har stået for den største forbedring fra 16,0 til 17,7 km/liter, mens husholdningernes er steget fra 17,9 til 18,4 km/liter.
Forskellen på diesel og benzin kan også illustreres ved, at mens der i 2010 skal bruges 3,55 liter diesel for at flytte en dieselbil på 1 ton 100 km, så skal der bruges 5,31 liter benzin for at flytte en benzinbil af samme størrelse den samme distance.

Lettere benzinbiler, tungere dieselbiler
Bilernes egenvægt under et har ikke ændret sig fra første halvår 2009 til første halvår 2010. De benzindrevne biler er i gennemsnit blevet 29 kg lettere til 1.038 kg, mens dieselbilerne er blevet 13 kg tungere til 1.313 kg. Den største lettelse står erhvervenes benzindrevne biler for med 100 kg, mens husholdningernes biler er blevet en anelse tungere.