24. november 2010 - FDM

Kinesisk bilcrash
Kinesiske Landwind klarede slet ikke Euro NCAP's kollisionstest.

Kinesiske Landwind CV9 fik kun 2 Euro NCAP-stjerner. Foto: Euro NCAP.
FDM
Kinesisk bilcrash
Kinesisk bilindustri buldrer derud af, men når det gælder sikkerhed, har den langt igen. I hvert fald hvis man ser på kinesiske Landwinds CV9. Multibilen dumper med et brag i årets sidste kollisionstest fra Euro NCAP, hvor den kun opnår 2 ud af 5 stjerner.
Det er et usædvanligt ringe resultat. Selv elementært sikkerhedsudstyr som antiskrid-systemet ESC og gardinairbags er helt fraværende. Ford C-Max, Kia Venga, VW Sharan og 7 andre bilmodeller klarede sig fint i testen.

Ikke første gang, at Landwind klarer sig skidt
”Der er ikke første gang, Landwind falder igennem. For fem år siden brød en af deres firehjulstrækkere fuldstændig sammen i en test udført af FDMs tyske søsterklub, ADAC, hvorefter fabrikken stak halen mellem benene. Lad os håbe, at de andre kinesiske bilproducenter kan gøre det bedre, når de første kinesisk producerede biler dukker op i Danmark,” siger den danske repræsentant i Euro NCAP og bilteknisk redaktør på Motor, Søren W. Rasmussen.

Ford C-Max får 5 stjerner

Anderledes godt klarer Årets Bil i Danmark 2011 sig. Både 5- og 7-personers udgaven af Ford C-Max opnår 5 stjerner i testen.
”Fem stjerner klæder naturligvis Årets Bil i Danmark 2011, men resultatet kommer ikke som den store overraskelse og understreger blot Fords i forvejen høje standard, når det gælder sikkerhed,” siger Søren W. Rasmussen.

Kia Venga klarede sig med glans denne gang
En anden bil, der klarer testen med glans, er Kia Venga. Tilbage i marts måtte den "nøjes" med 4 stjerner, hvilket Kia ikke kunne have siddende på sig. Siden er fronten, sele/airbag-systemet og bagsædet blevet forbedret. Tilsammen betyder det, at Venga nu kan smykke sig med fem stjerner.
”Kias anstrengelser for at opnå fem stjerner er i lige så høj grad en cadeau til Euro NCAP. Det er et tydeligt bevis på, at bilproducenterne tager sikkerheden alvorligt, og her spiller Euro NCAP en afgørende rolle. Det har vi grund til at glæde os over,” siger Søren W. Rasmussen.

VW Sharan/Seat Alhambra klarer sig bedst
I alt 10 ud af testens 14 biler opnår 5 stjerner med VW Sharan og den identiske Seat Alhambra som den bil, der opnår det bedste resultat.
Alle 10 5-stjernede biler bør derfor nu falde med de op mod 3.600 kr. i fradrag, som 5 Euro NCAP-stjerner udløser i registreringsafgiften. FDM holder naturligvis øje med, at importørerne ikke stikker statens sikkerhedsfradrag i egen lomme.

Man kan læse mere i Motors decembernummer, som udkommer fredag den 3. december og se en mere detaljeret bedømmelse af alle 14 biler på www.fdm.dk/crashtest.

Her er de 14 bilers resultater og FDM's kommentarer:

Landwind CV9 (2010) - 2 stjerner

Samlet bedømmelse: Frontaltesten demonstrerede bilens svage konstruktion, og kabinen udviste ustabile træk under testen. Forsædepassagererne var godt beskyttet ved knæ og lårben, men der er meget høj risiko for skader fra instrumentbord og tændingslås. Ratstammen blev skubbet voldsomt ind i bilen med stor skadesrisiko til følge. I sidekollisionen klarede bilen sig dårligt, og Landwind har ikke nogen sideairbags. Manglen på sikkerhedsudstyr betød, at pælestesten ikke blev gennemført. Hovedstøtternes beskyttelse kunne ikke vurderes. De ekstra sæder, der var sendt med til testen, var ikke magen til dem i bilen, og dem der sad i bilen, var helt ødelagt af crashtesten.
FDM mener: Landwind prøver igen at nå det europæiske marked, men resultatet er yderst ringe. Glem foreløbig alt om biler fra denne kinesiske producent.

Jaguar XF (2010) - 4 stjerner
Samlet bedømmelse: Frontaltesten demonstrerede bilens gode styrke, og kabinen forblev stabil under testen. Forsædepassagererne var godt beskyttet, men en supplerende test viste, at passagerer med korte ben kan have problemer med beskyttelsen af flere områder. Belastningen ved sidekollisionen er rimelig lav, men ved pæletesten kom værdierne op på et ganske højt niveau. Hovedstøtterne fik betegnelsen ’middel’ – ikke særlig flot! Børnebeskyttelsen i bilen er god, og både små og store børn blev fastholdt fint ved testen. På trods af at Jaguar XF har en aktiv motorhjelm, hvor en airbag løfter hjelmen i tilfælde af kollision med en fodgænger, viste systemet ikke særligt gode egenskaber. Det er skuffende og klart en "ommer" for Jaguars ingeniører.
FDM mener: Fire stjerner er ikke ringe, men alligevel noget skuffende for en så stor og dyr bil. Det kan gøres bedre!

Nissan Micra (2010) - 4 stjerner

samlet bedømmelse: Frontaltesten demonstrerede bilens gode styrke, og kabinen forblev stabil under testen. Forsædepassagererne var godt beskyttet ved knæ og lårben, men mindre passagerer har forøget risiko for skader ved instrumentbord. I sidekollisionen klarede bilen sig godt, mens pæletesten medførte lidt kraftigere belastning af brystet. Hovedstøtterne fik betegnelsen ’middel’. Børnebeskyttelsen i bilen er god, og både små og store børn blev fastholdt fint ved testen. Nissan Micra er testet med ESC og en selealarm, men ikke med indbygget fartbegrænser. En ekstra selealarm kunne have udløst en femte stjerne i den samlede vurdering.
FDM mener: Nissan Micra misser sin femte stjerne, alene fordi der kun er én selehusker. Det er ærgerligt, men fortæller samtidig, at bilen grundlæggende har en god sikkerhedsstruktur.

VW Amarok (2010) - 4 stjerner
Samlet bedømmelse: Frontaltesten demonstrerede bilens gode styrke, og kabinen forblev stabil under testen. Forsædepassagerer af forskellige størrelser er godt beskyttet ved knæ og lårben. I sidekollisionen klarede bilen sig fremragende, mens pæletesten medførte en hel del kraftigere belastninger af brystet. Børnebeskyttelsen i bilen er god, og både små og store børn blev fastholdt fint ved testen. Bemærk dog at bilen i Danmark sælges på gule plader uden bagsæde.
FDM mener: Det blev kun til fire stjerner til pickuppen VW Amarok. I Danmark er det interessant at vide, at det er børnebeskyttelsen og manglende selealarmer, der koster en stjerne. Herhjemme sælges bilen uden bagsæder, og set i det lys er resultatet fint.

Audi A1 (2010) - 5 stjerner
Samlet bedømmelse: Frontaltesten demonstrerede bilens gode styrke, og kabinen forblev stabil under testen. Ved sidekollisionen opstod der belastninger af førerens overkrop på et noget højt niveau, mens den ellers kraftigere pæletest forløb tilfredsstillende. Hovedstøtternes evne til at beskytte mod piskesmældsskader blev betegnet som middel. Børnebeskyttelsen i bilen er til topkarakter for børn på tre år, og beskyttelsen for børn på 18 måneder er udmærket. Det trækker ned, at der ikke var tydelig information vedrørende muligheden for at koble bilens airbag fra i passagersiden.
FDM mener: Audis mindste bil følger på fin vis linjen fra de større luksusbiler og demonstrerer, at små biler godt kan være sikre. Hovedstøtterne kan dog gøres bedre.

Ford C-Max (2010) - 5 stjerner
Samlet bedømmelse: Frontaltesten demonstrerede bilens gode styrke, og kabinen forblev stabil under testen. Forsædepassagererne var godt beskyttet, og supplerende test viste, at også passagerer af varierende størrelse var godt beskyttet. Brystregionen er det højest belastede område, men stadig på et rimeligt niveau. Kun ved pæletesten kom værdierne op på middel niveau. Hovedstøtterne fik betegnelsen ’god’. Børnebeskyttelsen i bilen er god, og både små og store børn blev fastholdt fint ved testen.
FDM mener: Ford C-Max er netop kåret til Årets bil i Danmark 2011 og levede også på sikkerhedsområdet op til den tillidserklæring.

Ford Grand C-Max (2010) - 5 stjerner

Samlet bedømmelse:Frontaltesten demonstrerede bilens gode styrke, og kabinen forblev stabil. Bilen opnåede topkarakter i sidekollisionstesten, og også ved pæletesten opnåede bilen fine klarakterer. Børnebeskyttelsen er som i 5-personers udgaven god, men Ford skal dog gøre skiltning om faren ved brug af bagudvendte autostole mere tydelig. Beskyttelsen af fodgængere er god, hvad angår beskyttelsen af benene, mens de øvrige områder var dårligt beskyttet. Både Ford C-Max og Grand C-Max er testet med ESC og to selealarmer, men ikke med indbygget fartbegrænser.
FDM mener: Den store Grand C-Max (7 personer) har en anden opbygning end C-Max, og sikkerheden er bedre. Fem flotte stjerner.

Kia Sportage (2010) - 5 stjerner
Samlet bedømmelse: Frontaltesten demonstrerede bilens gode styrke, og kabinen forblev stabil under testen. Forsædepassagererne var godt beskyttet, og supplerende test viste, at også passagerer af varierende størrelse var godt beskyttet. I sidekollisionen fik bilen topkarakter, og i pæletesten var resultatet rimeligt. Hovedstøtterne fik betegnelsen ’god’. Børnebeskyttelsen i bilen er god, og både små og store børn blev fastholdt fint ved testen.
FDM mener: Det er fremragende resultater, Kia fremviser med den nye Sportage. Det ser meget lovende ud for den koreanske bilfabrikant.

Kia Venga (2010) - 5 stjerner
Samlet bedømmelse: Kia Venga forblev stabil under testen. Beskyttelsen af førerens bryst var klart bedre end i den første test i begyndelsen af 2010, hvor Kia Venga ’kun’ opnåede fire stjerner. Der er dog stadig plads til forbedringer, og særligt tændingslåsen og ratsøjlen kan stadig medføre risiko for skader. Beskyttelsen ved sidekollisioner er ikke ændret siden første test, og disse resultater er derfor identiske med første test: Fremragende beskyttelse ved sidekollisionen, mens pæletesten kastede noget højere belastninger af sig. Modsat tidligere test er der nu kommet styr på fastholdelsen af børn i barnestole.
FDM mener: Det er en fornøjelse at konstatere, at Kia med kun få intelligente forbedringer har kunnet øge sikkerheden i en grad, så Kia Venga nu får alle fem stjerner.

Mini Countryman (2010) - 5 stjerner
Samlet bedømmelse: Frontaltesten demonstrerede bilens gode styrke, og kabinen forblev stabil under testen. Ved sidekollisionen var belastningen af førerens overkrop lav, hvorimod den kraftigere pæletest gav noget højere belastninger. Hovedstøtternes evne til at beskytte mod piskesmældsskader blev betegnet som ’god’. Børnebeskyttelsen i bilen er god, og både små og store børn blev fastholdt fint ved testen. Beskyttelsen af fodgængere fik topkarakter, hvad angår beskyttelsen af benene, mens de øvrige områder var mindre godt beskyttet.
FDM mener: Mini Countryman høster fem stjerner, men frontalbeskyttelsen er ikke imponerende.

Opel Meriva (2010) - 5 stjerner
Samlet bedømmelse: Frontaltesten demonstrerede bilens gode styrke, og kabinen forblev særdeles stabil under testen. Der opstod slet ikke væsentlig deformation af kabinen. Forsædepassagererne var godt beskyttet over det hele, og selv mindre passagerer opnår en god beskyttelse. I sidekollisionen klarede bilen sig fremragende, mens pæletesten medførte lidt kraftigere belastning af brystet. Hovedstøtterne fik betegnelsen ’god’. Børnebeskyttelsen i bilen er god, og både små og store børn blev fastholdt fint ved testen. Bemærk at denne test er baseret på brug af Opels eget sikkerhdsudstyr, der fastgøres på en lidt anderledes måde, idet autostolen både forankres ved for- og bagsæder. Opel Meriva er testet med ESC og tre selealarmer, men ikke med indbygget fartbegrænser.
FDM mener: Fem stjerner til en Opel er forventeligt, og det lever Meriva fint op til. Men den særlige konstruktion af B-stolpen kunne godt være mere stabil ved pæletesten.

VW Passat (2010) - 5 stjerner
Samlet bedømmelse: I forhold til den gamle test er der kun sket småændringer af bilens struktur, og både frontal og sidekollisions testene er derfor uændrede. Passat er grundlæggende en stabil bil med god indbygget sikkerhed. Der er kun meget lille risiko for alvorlige kvæstelser, og i sidekollisionstesten fik bilen topkarakter. Pæletesten blev også gennemført med fint resultat. Børnebeskyttelsen i bilen er god, og både små og store børn blev fastholdt fint ved testen. Beskyttelsen af fodgængere er overordnet god, hvad angår beskyttelsen af benene. For børn og mindre fodgængere er beskyttelsen af hovedet også god, mens det kniber med en ordentlig beskyttelse af voksnes hoveder.
FDM mener: Den nye udgave af VW Passat er kun ændret marginalt i forhold til tidligere, men nu er resultatet opdateret til 2010-niveau, og det ser flot ud.

VW Sharan/ Seat Alhambra (2010) - 5 stjerner

Samlet bedømmelse: Frontaltesten demonstrerede bilens gode styrke, og kabinen forblev særdeles stabil under testen. Der opstod slet ikke væsentlig deformation af kabinen. Forsædepassagererne var godt beskyttet over det hele, og selv mindre passagerer opnår en god beskyttelse. I sidekollisionen klarede bilen sig fremragende, mens pæletesten medførte en lidt kraftigere belastning af brystet. Hovedstøtterne fik betegnelsen ’god’. Børnebeskyttelsen i bilen er god, og både små og store børn blev fastholdt fint ved testen. Alle sæderne er godkendt til fastgørelse af barnestole. VW Sharan/ Seat Alhambra er testet med ESC og to selealarmer, men ikke med indbygget fartbegrænser.
FDM mener: Et fremragende resultat, der gør Sharan/ Alhambra til den mest sikre bil i 4. kvartals Euro NCAP test.